Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs
Hvem skal passe på vores natur og vores helbred?
Det er åbenbart hverken NRGI eller vindmøllebrancen som helhed, Århus byråd eller Danmarks Naturfredningsforening, der passer på vores natur og helbred.
Det er vel forståeligt, at det for NRGI og vindmøllebrancen ikke er vores natur og helbred, men økonomien, som er vigtig.
De er trods alt en forretning. Derfor bruger de også alle kneb for at for deres forretnings case igennem.
NRGI oplyser bla. fejlagtigt, at man kan få udbetalt op til 16.000kr/årlig i VE- Bonus. Foreningen for vindmøller ved Vosnæs har regnet på det, i forhold til den mængde energi møllerne forventes at producere og antal husstande som skal deles om bonussen, og et mere realistisk tal er mellem 3800kr - 5300kr/årligt pr hustand.
Jeg tænker, at der bliver en del, der bliver temmelig skuffede. I det hele taget tænker jeg, at der ville have været en hel del flere høringssvar mod projektet, hvis folk fik kendskab til, hvad de går ind til, specielt i forhold til støj. Mange finder først ud af det når fælden er klappet. De for hvem fælden er klappet, prøver så at gøre oprør, men for døve øre.
Tilbage i foråret 2011 lovede daværende Karen Elleman, at hun ville hjælpe de mange danskere der dagligt plages af støjgener fra vindmøller. Der bliver derfor lavet et udkast til en lov, der skal begrænse støjen. Men Karen Elleman bliver i et personligt brev sat på plads af topchefen for Vestas: Ditlev Engel. Med argumentet om at i et lille land som Danmark ville et betydeligt antal projekter ikke kunne realiseres, idet disse nye afstandskrav ikke vil kunne imødekommes med opretholdelse af en for investor tilfredsstillende business case. Lovforslaget blev taget af bordet og efterfølgende blev det vindmøllebranchens eget konsulentfirma, der nu laver beregninger for støj. Vestas har derfor nu fået hele Danmark som legeplads for deres vindmøller. Ditlev Engels ønske om at gøre Danmark til fuldskallaberatorium for omstilling til grøn energi er gået i opfyldelse.
Konklusion: Vi kan ikke forvente at NRGI eller vindmøllebrancen tænker på naturen eller vores helbred. De sætter møller op, hvor de får lov.
Politikerne derimod burde tænke på både natur og borgeres helbred.
Men ligesom Karen Ellemand tilbage i 2011, er Århus Byråd måske banket på plads af vindindustrien? Vestas har flyttet sit hovedkontor til Århus kommune, så mon ikke byrådet skylder lidt? Og selvom vindmøller i et lavvindsområde ikke burde være en god forretning, kan det være at Vestas har interesser i at bruge det som laboratorium og til at vise frem for fremtidige kunder. Jeg gætter selvfølgelig bare. Men der må jo være en forklaring på, hvorfor man vælger det man gør og det burde undersøges nærmere. Meget tyder på, at der har manglet armslængde. Jeg vil ikke nævne ordet korruption, vi bor trods alt i Danmark. Men det undrer mig, at man med så mange saglige argumenter imod projektet, bliver ved med at holde stædigt fast.
Jeg henviser til og tilslutter mig høringssvar fra:
Niels Rasmussen, Sagsnr. HS7916961 d. 1 august
Allan Don sagsnr. HS 5976428 d. 25 juli
Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs, Sagsnr. HS 3912028 d. 6 august
Irene Christensen Sagsnr, HS7974469 d. 10 august
I tænker, at I er ansvarlige ved at tage grønne beslutninger. Det er IKKE ansvarligt at sætte så mange menneskers helbred på spil for så lidt CO2 reduktion. I tror måske der er stemmer i det, fordi mange er skræmte fra vid og sans over at “kloden brænder", hvis vi ikke får sat vindmøller op. I burde vide bedre.
Det bekymrer mig dybt, at det ikke er uvildige, der kontrollerer, at støjniveauet er overholdt. Vi er virkelig mange der bliver naboer til kæmpemøller, som oprindeligt med Karen Ellemanns udkast til lov, ikke ville være lovlige at opføre. Vi bliver dermed udsat for med stor sandsynlighed sydomsfremkaldende støj og som minimum ødelagt vores livskvalitet. Hvis Aarhus vælger at udvide bebyggelsen mod Syddjurs, hvad vel ikke er utænkeligt, vil endnu flere borgere blive påvirket. Hvis vel at mærke nogen vil bo der. Syddjurs kommunes planer for området vil også blive ødelagt pga møllerne.
Jeg henviser til og tilslutter mig høringssvar fra Ledelsessekretariatet, Syddjurs Kommune Sagsnr. HS6698266 d. 27/6
Der er heldigvis ikke et enigt byråd i Aarhus. Nu hvor et enigt byråd i Syddjurs har været så fornuftige at nedlægge Veto mod projektet, vil det blive udskudt til efter kommunalvalget. Man kan så håbe, at der kommer en ny borgmester og en anden fordeling, hvor flertallet er imod. Desværre har jeg som borger i Syddjurs ikke stemmeret i Aarhus. Meget belejligt for Aarhus at belemre nabokommunen, der ikke har stemmeret.
Skam jer!
Konklusion: Selvom I som politikere er valgt til at tage vare på borgernes interesser, er det ofte ikke tilfældet. Jeg appellerer på det kraftigste til, at I husker hvorfor I er valgt og træffer valg, der gavner naturen og borgernes helbred (også nabokommunes) og ikke vindindustriens eller egne interesser. Argumentet om at I er ansvarsfulde ved at tage vare på klimaet holder ikke med den lille CO2 reduktion der er med dette projekt. Og slet ikke i forhold til de gener, det medfører. Proportionalitetsprincippet er ikke til stede!
Hvis ikke Danmarks naturfrednings forening tager vare på naturen, hvem gør så?
Danmarks Naturfredningsforening har desværre ændret tilgang til naturen.
De er gået fra at ville beskytte og bevare det unikke landskab ved Vosnæs til at ville industrialisere det - på trods af kystlandskab, gammel skov og fredede arter. Deres argument er at klimaet er vigtigt. De har dermed fået klima som en del af deres formålsparagraf.
I deres nye formål skriver de “vi står i to alvorlige og tæt forbundne kriser: Klimakrisen og biodiversitetskrisen. Begge skal løses, men tiltag mod den ene krise må ikke forstærke den anden”
Iflg Mads Kongsted der er chefrådgiver og projektleder for Danmarks Naturfredsforening er foreningen generelt kritisk overfor opsætning af vindmøller og andre anlæg i naturen . Men der er undtagelser lokalt, hvor det er den lokale afdeling af DN der er høringspart.
For at projektet ved Vosnæs kan gennemføres, skal der gives en del dispensationer. Bla bebyggelse i kystnærhedszone og overtrædelse af Skovbyggelinje.
Hvad skal vi med beskyttelseslove for naturen, hvis der bare kan gives dispensation? Og hvor er vi henne, hvis Danmarks Naturfredningsforening synes det er en god idé? Hvor er det særlige henne som retfærdiggør en undtagelse fra deres principper?
I deres høringssvar skriver de bla.:
“Skønt der givetvis er forhold omkring projektet, der kan problematiseres, er det DN’s overordnede opfattelse, at den grønne balance er fundet ved Vosnæs, idet de planlagte møller vil bidrage substantielt til indfrielse af Aarhus Kommunes klimamål, uden samtidig at kompromittere områdets økologiske funktionalitet eller konkrete naturværdier væsentligt.”
Jeg har svært ved at se at ordet substantiel kan bruges om en reduktion af CO2 på 0,03 procent. Vindmøllerne er ikke afgørende for den grønne omstilling. Og at man mener at et område, hvor der skal gives dispensationer for at være lovlig, ikke kompromitterer områdets naturværdier væsentligt, er mig en gåde. Igen bør jeg ikke tage ordet korruption i min mund, men der bør også her undersøges om armslængdeprincippet er overholdt.
De bagatelliserer fredningen af flagermus ved at acceptere en løsning med, at vindmøllerne holder stille noget af tiden. Her glemmer de at tage højde for at vindmøller gennemsnitligt slår 40 kg insekter ihjel om året per mølle. Dette tab af insekter kan have negative konsekvenser for det lokale økosystem, da insekter er en vigtig fødekilde for ikke kun flagermusene men også mange fugle og dyr.
De erkender i høringssvaret at området ikke er ideelt, men at de alligevel godkender det, fordi der ikke er andre løsninger.
Hermed erkender de, at de overskrider deres egen målsætning om at “tiltag mod den ene krise ikke må forstærke den anden”
For det første tænker jeg, at det ikke burde være DNs ansvar og opgave at løse Aarhus kommunes problem med at nå et klimamål. De burde koncentrere sig om bevarelse af naturen. For det andet kan det ikke være rigtigt, at der ikke findes andre løsninger.
Ser man på et kort over vindmøllers placering i Aarhus kommune er de sjovt nok alle sammen nord for Aarhus. Vosnæs skovene og strande er et meget yndet rekreativt område for NordAarhus ud til Skødstrup, Hornslet, Rønde. Det svarer til et andet favorit rekreativt område syd for Aarhus, nemlig området syd for Moesgaard og Mariendal strand. Forestil jer at Aarhus kommune ville stille samme type møller op ved Fulden- Ajstrup - Fløjstrup…Nej vel!
Jeg forventer at der bliver undersøgt muligheden for alternative placeringer. Og hvis det ikke er muligt, hvorfor tager Aarhus Byråd så ikke ved lære af Københavns Kommune?
Der findes efter min mening ikke nogen vægtig grund for placeringen af kæmpevindmøller ved Vosnæs.
Konklusion: DN kan vi ikke regne med som garant for naturen. Hvis der kan gives så mange dispensationer, er intet helligt længere. Åbner man op for møller på en sådan placering som Vosnæs, bliver der i princippet fri adgang til at stille møller op overalt i Danmark, hvor mølleproducenterne måtte ønske det. Danmarks Naturfredningsforening er ikke deres navn værdig længere. De svigter deres medlemmer og naturen. Det samme gør iøvrigt Dansk Ontologisk forening.
Heldigvis er det ikke alle i Danmarks Naturfredningsforening, der har den holdning, at klima kommer før naturen.
Jeg henviser til og tilslutter mig høringssvar fra:
Hans Jørgen Rasmussen, medlem af Danmarks Naturfredningsforening. sagsnr. HS 4931985 d. 10 august
Hvorfor jeg personligt er imod projektet.
Tilbage i 2017 købte jeg og min mand et hus på Kaløvej. Dengang havde vi ikke hørt noget om vindmøller, men til gengæld om en nærtstående fredning af området. Da fredningen kom, var det os kærkommen. Vi havde nemlig købt huset, pga beliggenheden. Med unik natur, spektakulær udsigt og en særlig fred. Især freden var vigtig for mig. Støjen fra hovedvejen kan kun høres svagt i vådt vejr. Ellers er her stille med fuglesang som eneste støjkilde.
Det skærer i mit hjerte at læse de høringssvar, hvor mennesker føler sig nødsaget til at flytte fra deres hjem, hvis møllerne bliver en realitet. Det samme gælder for mig. Jeg skal IKKE bo så tæt på kæmpemøller og dermed sætte mit helbred og livskvalitet over styr.
Det ærgrer mig at Danmarks Naturfredningsforening er blevet ligeglade med den visuelle forurening. Da jeg hørte om vindmøllerne for første gang (alt for sent i processen) var jeg overbevist om, at det ikke ville blive til noget. Det ville DN jo forhindre, da de få år før havde ønsket området fredet udsigten ved Kalø Vig og kaldte udsigten ved Kalø vig “en femstjernet udsigt” - kun 600 meter fra den vindmølleudpegning DN nu støtter. Denne “femstjernet udsigt” har vi betalt dyrt, og vil med møllerne blive spoleret.
Da vi “kun” har boet her i 8 år, er det at skulle flytte ikke det værste, selvom det vil gøre ondt. Vi har total renoveret huset, da vi mente beliggenheden kunne bære det. Det der bekymrer mig mest er at vores livsopsparing ryger, eller at vi slet ikke kan komme af med huset. Pt er der over 4 huse til salg her på Kaløvej. Jeg tvivler på, at de kommer af med dem, før der er en afklaring på møllerne.
I salgsopstillingerne bruges der ord som: “Området byder desuden på naturoplevelser i særklasse, og med den sublime udsigt over Kalø Vig er du sikret daglige stunder med skønhed og ro.” “En ægte perle for den kræsne liebhaver, der drømmer om et liv i harmoni med naturen, hvor ro, dyreliv og naturskønne omgivelser går hånd i hånd.” “ Ejendommen er smukt og fredeligt beliggende i det kuperede landskab nær Kalø Vig – blot få minutters gang fra både skov og skøn badestrand.”
Dette vil jo ikke være gældende med kæmpe møller som nabo og boligerne vil uundgåeligt falde i værdi. Dette skal der selvfølgelig gives kompensation for.
Til det offentlige møde i Vejlby Risskov Hallen d. 19 juni gav NRGI udtryk for, at det nok ikke var et særligt stort beløb, det kom til at dreje sig om. Enten bliver det her projekt en meget dårlig forretning for dem eller også får vi langt fra den kompensation vi har krav på. Det bekymrer mig da dybt, hvis det er det sidste, der bliver tilfældet. Her kan man jo godt føle sig som David mod Goliat. Den lille borger mod systemet. Heldigvis agter foreningen mod vindmøller ved Vosnæs at tage anke sagen til Planklagenævnet, med en god advokat ved roret, hvis planen presses igennem. Og personligt bliver der sandsynligvis tale om civilt søgsmål.
Jesper Kjeldsen fra Socialdemokratiet, mener at Aarhus må tage sin egen medicin mht vindmøller, men den analogi er jo helt forfejlet, når det er Syddjurs borgere der sendes fra hus og hjem.
Afslutning.Vindmølleindustrien får med de manglende hensyn mere og mere modstand. I Tyskland ses demonstrationer. En kæmpe skam for den grønne omstilling, der desværre er selvforskyldt. Når politikerne er ligeglade med folks helbred og DN er ligeglad med naturen, bliver behovet for modstand dækket andre steder. Bla er der kommet en forening der hedder:
Den nationale alliance: Beskyt naturen, Bevar lokalsamfund, Nej til Ve- anlæg
Det er på tide, at der kikkes efter andre løsninger og hvor hensyn til natur og helbred tages alvorligt. Kan økonomien i vindindustrien så ikke bære, må den briste. Det kan ikke være rigtigt, at vi i Danmark skal være forsøgskaniner og at borgere skal betale med tabt ejendomsværdi og livskvalitet.
Mit håb er, at nogle med magt til at få det stoppet, sætter sig grundigt ind i sagen. Det er min overbevisning at bliver man bekendt med alle aspekter, vil enhver der ikke har personlig vinding i projektet se, at projektet bør forkastes.
Download høringssvar som pdf