Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs

Indsigelse mod lokalplansforslag nr. 1237 om etablering af 3 kæmpevindmøller ved Vosnæs.

Jeg skal hermed gøre indsigelse mod lokalplansforslaget om etablering af 3 kæmpevindmøller ved Vosnæs, da en gennemførelse af forslaget vil være ødelæggende for områdets naturværdier og synes at hvile på et ufuldstændigt beslutningsgrundlag for byrådets beslutning.

Visuelt:
Jeg bor i Siloetten, Skødstrup i de øverste etager. Siloetten henstår, med undtagelse af studstrupværket, som den højeste bygning i området og helt ubeskyttet visuelt hen imod Nationalpart Mols Bjerge, skove, Kalø Vig, Rønde, Kalø Slotsruin, herregårdslandskabet og landskabet i øvrigt. Der er tale om Liebhaverlejligheder, hvis særkende i høj grad er den storslåede udsigt – særligt mod øst.
Byrådet har tidligere betragtet området som væsentligt at friholde for forurening af udsigten.
Udsigten er i forvejen præget af Studstrupværket, som vi selvfølgelig må leve med, da det var her først. Men etablering af kæmpevindmøllerne, som har ca. samme højde som Studstrupværkets skorsten, vil skæmme landskabet betydeligt til venstre herfor (set fra mine vinduer), hvorved udsigten ødelægges.
Hertil kommer varslingslys både dag og nat, som er tænkt til at skulle varsle piloter om vindmøllerne. Siloetten ligger i blændzonen / flyzonen for disse varslingslys, og vil derfor, også på grund af Siloettens højde, blive påvirket betydeligt af blinkende lygter, som jo især vil være synlige ved aften- og nattetide.
Netop den storslåede udsigt var en af grundene til, at min mand og jeg købte lejligheden her.
Siloetten ligger inden for 2 km. fra den påtænkte placering af vindmøllerne.
Vores stue og soveværelse har et kæmpe stort vinduesparti mod øst, med direkte udsyn til den – indtil videre – storslåede udsigt, der, såfremt beslutningen om placering af vindmøllerne som planlagt gennemføres, vil blive skæmmet. Det vil medføre et betragtelige værditab af vores ejendoms værdi, men det vil ødelægge udsigten og oplevelsen af denne særlige natur lige uden for døren, som giver ro og velvære.
Ovenstående har ikke alene betydning for mig som bor i Siloetten på 9. og 10. etage, men for store dele af Østjylland. Ikke mindst vores nabokommune i Syddjurs Kommune, som ligger grænsenært til vindmøllerne, som Aarhus Kommune ved beslutningen ikke tager hensyn til.

Støjgener:
Foruden de betydelige visuelle gener, vil etablering af vindmøllerne medføre støjgener, som Siloetten – vores bolig inklusive – også ligger helt ubeskyttet i forhold til, når henses til den støj vindturbinerne vil bringe. Der er intet værn imod støjen i de højder, hvor vi bor, og støjen vil uskærmet flyde frit op til lejligheden.
Vores stue og soveværelse vender mod øst – det vil sige direkte i lige linje mod vindmøllerne. Vi kommer derved til at blive generet af støjgenerne hele døgnet.
Hertil kommer infralyden, som jeg kan forstå, ikke er målt, men som har stor indvirkning på mennesker og visse dyrs trivsel – den konstante uro.
Siloetten ligger inden for 2 kilometers afstand fra møllerne.
Ovenstående vil i forhold til støjgenerne, som det vil i forhold til de visuelle gener, betyde et stort værditab – ikke kun økonomisk.

Proportionalitet:
Klimaforbedringen med sine 0,03% reduktion af CO2-belastningen i Aarhus og et beregnet – som vel at mærke ikke kendes endnu – bidrag til strømforsyningen med 1% i 2030, står ikke i et rimeligt forhold til de gener, som vindmøllerne kommer til at medføre, når samtidig tages i betragtning, at de skal placeres i et lavvindsområde, hvor der også af dyrevelfærdsmæssige hensyn til fx flagermus, ikke vil kunne benyttes i flere måneder om året.
Hertil kommer beskyttelseshensyn af andet dyreliv i området, som vil blive påvirket ved opsætning af disse vindmøller.

Andre muligheder:
Der er andre muligheder at opnå reduktion af CO2-belastningen og imødekomme den grønne omstilling.
Der kunne samarbejdes med omkringliggende kommuner om etablering af vindmøller andetsteds, som er mindre forstyrrende for beboelsesområder. Dette gør naturligvis at Aarhus Kommune ikke selvstændigt vil kunne bryste sig af resultaterne, men må dele disse med andre. Et tværgående kommunalt samarbejde om klimamåle ville dog måske ikke være en dårlig indstilling?!
Endvidere kunne man i endnu større omfang indtænke etablering af solceller – uden dette sker ved at ødelægge naturområder, marker mv. – på fx letbane- og jernbanespor i kommunen, tagkonstruktioner i eksisterende kommunale ejendomme, cykelskure, andre skure samt i forbindelse med nybygninger og ombygninger af eksisterende ejendomme, og så videre.
Endelig kunne man, som foreslået ovenfor, indgå aftaler om samarbejde om placering andet steds og derved, sammen, opnå en tilfredsstillende, mere bæredygtig og mere givtig løsning for CO2-regnskabet som helhed.

Aarhus Kommune bør på den baggrund genoverveje processen og opfordres til at opgive planen om opsætning af disse kæmpevindmøller som ellers lagt op til i lokalplansforslaget.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Janne Juul Wandahl

Indsendt

12/08/2025 17:55

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS4175304

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Lokalplan
Område
Hårup - Mejlby Hjortshøj Lystrup-Elsted-Nye Skæring - Egå Skødstrup - Løgten Vejlby-Risskov

Hørings-id

H1154

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
plan@mtm.aarhus.dk

Vil du vide mere?

Læs mere på siden for projektet

Vindmøller ved Vosnæs | Deltag Aarhus – Aarhus kommune