Indsigelse mod lokalplansforslag nr. 1237 om etablering af 3 kæmpevindmøller ved Vosnæs.
På vegne af Ejerforeningen Siloetten, Løgten skal jeg hermed gøre indsigelse mod lokalplansforslaget om etablering af 3 kæmpevindmøller ved Vosnæs, da en gennemførelse af forslaget vil være ødelæggende for områdets naturværdier og synes at hvile på et ufuldstændigt beslutningsgrundlag for byrådets beslutning.
Visuelt
Siloetten er en ejendom beliggende Siloetten 2, 8541 Skødstrup med 21 lejligheder – de fleste højtbeliggende, og alle med udsigt mod øst, udover stedet, hvor de planlagte vindmøller skal placeres.
Ejendommen er, med undtagelse af Studstrupværket, den højeste bygning i området, og henstår helt ubeskyttet visuelt hen imod Nationalpart Mols Bjerge, skove, Kalø Vig, Rønde, Kalø Slotsruin mv. og landskabet i øvrigt.
Byrådet har tidligere betragtet området som væsentligt at friholde for forurening af udsigten.
Udsigten er i forvejen præget af Studstrupværket, som vi selvfølgelig må leve med, da det var her først. Men etablering af kæmpevindmøllerne, som har ca. samme højde som Studstrupværkets skorsten, vil skæmme landskabet betydeligt til venstre for Studstrupværket (set fra Siloetten ud mod Mols), hvorved udsigten ødelægges.
Hertil kommer varslingslys både dag og nat, som er tænkt til at skulle varsle piloter om vindmøllerne. Siloetten ligger i blændzonen / flyzonen for disse varslingslys, og vil derfor, også på grund af Siloettens højde, blive påvirket betydeligt.
Som nævnt har alle lejligheder udsigt mod vindmøllerne, og alle 21 lejligheder vil derfor blive generet, ikke kun af synet af vindmøllerne, men også af varslingslysene.
En større del af lejlighederne har desuden opholdsstuer og soveværelser mod øst, og vil derfor bliver yderligere generet af disse varslingslys – både dag og nat.
Siloetten ligger inden for kun 2 km. fra den påtænkte placering af vindmøllerne.
Netop den storslåede udsigt er formentlig en af grundene til, at mange af Siloettens beboere har købt lejlighed her. Opsætning af vindmøllerne vil derfor have ødelæggende betydning for Siloettens beboere.
Ovenstående har imidlertid ikke alene betydning for beboerne i Siloetten, men for store dele af Østjylland. Ikke mindst vores nabokommune i Syddjurs Kommune, som ligger grænsenært til vindmøllerne.
Støjgener
Foruden de visuelle gener, vil etablering af vindmøllerne medføre betydelige støjgener, som Siloetten også ligger helt ubeskyttet for, henset til den støj vindturbinerne kommer til at bringe. Der er intet værn imod støjen i de højder, hvor størstedelen af lejlighederne befinder sig. Hertil kommer infralyd, som vi kan forstå, ikke er målt, men som har stor indvirkning på mennesker og visse dyrs trivsel.
Siloetten ligger, som nævnt, inden for kun 2 kilometers afstand fra møllerne.
Ovenstående i forhold til det visuelle og støjgenerne vil betyde et stort værditab for ejendommens beboere/ejere – ikke kun økonomisk, men i særdeleshed menneskeligt. Men naturligvis også økonomisk.
Proportionalitet
Klimaforbedringen med sine 0,03% reduktion af CO2-belastningen i Aarhus og et beregnet – som vel at mærke ikke kendes endnu – bidrag til strømforsyningen med 1% i 2030, står ikke i et rimeligt forhold til de gener, som vindmøllerne kommer til at medføre, når samtidig tages i betragtning, at de skal placeres i et lavvindsområde, hvor der også af dyrevelfærdsmæssige hensyn til fx flagermus, ikke vil kunne benyttes i flere måneder om året.
Hertil kommer beskyttelseshensyn af andet dyreliv i området, som vil blive påvirket ved opsætning af disse vindmøller.
Andre muligheder
Der er andre muligheder at opnår reduktion af CO2-belastningen og imødekomme den grønne omstilling.
Der kunne samarbejdes med omkringliggende kommuner om etablering af vindmøller andetsteds, som er mindre forstyrrende for beboelsesområder. Dette gør naturligvis at Aarhus Kommune ikke selvstændigt vil kunne bryste sig af resultaterne, men må dele disse med andre.
Endvidere kunne man i endnu større omfang indtænke etablering af solceller – uden dette sker ved at ødelægge naturområder, marker mv. – på fx letbane- og jernbanespor i kommunen, tagkonstruktioner i eksisterende kommunale ejendomme, cykelskure, andre skure samt i forbindelse med nybygninger og ombygninger af eksisterende ejendomme, og så videre.
Endelig kunne man, som foreslået ovenfor, indgå aftaler om samarbejde om placering andet steds og derved, sammen, opnå en tilfredsstillende, mere bæredygtig og mere givtig løsning for CO2-regnskabet som helhed.
Aarhus Kommune bør på den baggrund genoverveje processen og opfordres til at opgive planen om opsætning af disse kæmpevindmøller som ellers lagt op til i lokalplansforslaget.