Høringssvar
Nye vindmøller ved Vosnæs, Aarhus Kommune.
Jeg var sammen med flere tusinde andre Syddjurs borgere med matrikler indenfor 10 km fra nærmeste vindmølle inviteret til lovpligtigt informationsmøde d. 19/6 2025 efter VE- loven om projekt nye vindmøller ved Vosnæs, Aarhus Kommune.
Jeg vil med høringssvaret tilkendegive at jeg er imod de store vindmøller, som ikke passer ind Syddjurs kommunes smukke natur og landskab.
Syddjurs Kommune har tidligere i processen fremført sine bekymringer for Vindmølleprojektet, idet de planlagte store vindmøller ligger meget tæt på Syddjurs Kommune og berører flere tusinde Syddjurs borgere. Vindmøllerne er indgribende i landskabet, i de kulturhistoriske værdier og i de omkringliggende lokalsamfund.
Med nuværende Plan for kommuneplantillæg og lokalplan, der er i høring, tager Aarhus kommune ikke bekymringerne fra Syddjurs Kommune til sig og derfor har jeg som lokalt byrådsmedlem i Syddjurs Kommune sammen med alle de øvrige byrådsmedlemmer på byrådsmødet d. 25/6 2025 gjort indsigelse med vetovirkning for planlægning for vindmøller ved Vosnæs.
Hver kommune - det gælder også Syddjurs - har naturligvis ansvar for at forholde sig til hvilke tiltag der kan gøres ift. den grønne omstilling. Det støtter jeg til fulde. Men den grønne omstilling skal være med omtanke.
Vi måtte forstå på rådmanden på orienteringsmødet d. 19/6 2025 at der i den grønne omstilling er en kvote Aarhus Kommune har forpligtet sig på.
Jeg må bare sige at der er andre forpligtelser i den grønne omstilling end en kvote. Der er også en nabokommune at vise hensyn til og en enestående natur i Syddjurs, som ikke skal spoleres af store vindmøller.
Jeg vil i stedet foreslå at vi som nabokommuner kunne finde dialogen med hinanden og afsøge muligheder for løsninger på tværs af kommunegrænserne ift. til den grønne omstilling og ikke operere i en afgrænset tænkning på kvoter. Det kunne eks. være en afsøgning på store vindmøller til havs idet jeg ikke mener der findes egnede områder til store vindmøller til lands.
De bedste hilsner
Marianne Kirkegaard
Syddjurs Kommune