Høringssvar – Vindmøller ved Vosnæs er en dårlig investering for alle
At placere tre store vindmøller i Vosnæs-området vil være et alvorligt fejlskud – både for naturen, for de mennesker der bor her, og for den reelle klimaeffekt.
Lad os begynde med tallene: Vindmøllerne vil ifølge Aarhus Kommunes egen klimaplan for 2025-2030 kun reducere CO₂-udledningen med ca. 0,03 % og levere omkring 1 % af kommunens strømforbrug. Det er en mikroskopisk gevinst, som på ingen måde står mål med de problemer, projektet skaber.
Problemerne er til gengæld store og meget konkrete. Området er et landskab af national bevaringsværdi, og 51 boliger skal have tilbud om salgsoption, fordi de ligger inden for 900 meter af møllerne. Mange andre – op til 10 km væk – vil opleve mærkbare værditab på deres ejendomme - Et værditab der ved opførsel potientielt bliver erstatningspligtigt i et astronomisk omfang.
Naturmæssigt er der også store omkostninger. I området findes op til 10 forskellige arter af flagermus. Af hensyn til dem vil møllerne skulle stå stille i nattetimerne gennem flere måneder om året, hvilket yderligere begrænser elproduktionen.
Og så er der støjen – både den hørbare og den lavfrekvente – som vil påvirke beboere over et stort område og forringe deres livskvalitet betydeligt.
Når man sammenholder den meget lille klimamæssige gevinst med de vidtrækkende negative konsekvenser for både mennesker, natur og ejendomsværdier, er det tydeligt: Projektet er ikke bæredygtigt – hverken økonomisk, miljømæssigt eller socialt.
Jeg opfordrer derfor til, at vindmøllerne ved Vosnæs opgives eller flyttes til en placering, der ikke ødelægger et unikt landskab og både et velfungerende lokalsamfund samt dyreliv.