Indsigelse mod lokalplansforslag 1237 - Nej tak til kæmpevindmøller ved Vosnæs
På vegne af Ejerforeningen Bytorvet, Løgten skal jeg hermed gøre indsigelse og udtrykke vores stærke modstand mod lokalplansforslaget om opstilling af kæmpevindmøller ved Vosnæs.
Først og fremmest vil projektet permanent ødelægge et af de mest værdifulde og uforstyrrede kystlandskaber i Aarhus Kommune. For dyrelivet i området vil det have store negative konsekvenser. For hele Aarhus er dette et kæmpetab.
Visuelt vil de enorme vindmøller dominere og forstyrre udsigten til den ellers unikke og fredfyldte natur. Netop denne udsigt har været en vigtig årsag til, at vi i sin har købt lejlighederne. Møllerne skal forsynes med kraftige varslingslys. Efter vores opfattelse vil det medføre stor lysforurening i et område uden megen nuværende natbelysning. Det er vores opfattelse, at lyset herfra i vores lejligheder vil være direkte generende.
Udover de åbenlyse visuelle gener vil vindmøllerne uundgåeligt skabe store støjgener for mange beboere i området, herunder os. Der vil være hørbar støj og lavfrekvent støj. Erfaringer viser, at dette kan være yderst generende og endda sundhedsskadeligt. Livskvaliteten for tusindvis af borgere vil blive forringet.