Der er allerede fremsat mange velovervejede og veldokumenterede argumenter imod dette projekt. Se f.eks. Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs. Jeg bifalder foreningens arbejde og tilslutter mig dens konklusioner.
Derudover vil jeg gerne tilføje:
Dette projekt vil – skulle det gennemføres – have en betydelig negativ indvirkning på mange menneskers hverdag (støjgener) og økonomi (værditab for boliger i området). Det er min forståelse, at byrådets mandat er at tjene borgernes interesser – vælgere og skattebetalere i Aarhus Kommune. Med lokalplan 1237 forsømmer byrådet denne forpligtelse. Planen er ikke i de lokale borgeres interesse.
Et af argumenterne for dette projekt er, at "den grønne omstilling er en bunden opgave".
Jeg er meget enig i dette udsagn. Netop af denne grund er det vigtigt, at vi ikke accepterer et så utilstrækkeligt projekt som lokalplan 1237. Nettogevinsten ved vindmølleprojektet er simpelthen ikke stor nok til at retfærdiggøre de omfattende omkostninger (økonomisk, natur, privat ejendomsværdi, m.m.). Hvis dette projekt gennemføres, vil det tjene som et oplagt eksempel mod "den grønne omstilling".
Jeg håber, at medlemmerne i Aarhus Byråd vil tjene borgernes interesser i denne sag.