Jeg vil i dette høringssvar gerne udtrykke mine bekymringer angående opsætning af vindmøller ved Vosnæs.
UNIKT, BEVARINGSVÆRDIGT OG SMUKT
Vosnæs og Mols er kendt som et unikt, bevaringsværdigt og smukt natur- og kystområde. Opsætning af vindmøller ved Vosnæs vil efter min mening ødelægge den smukke, særegne natur, der er specifik for dette område. Dette vil få uoprettelige konsekvenser for miljøet, områdets karakteristiske, natur og turisme. Jeg mener derfor, at de naturmæssige konsekvenser langt overstiger de miljømæssige fordele.
DYRE- OG FUGLELIV
Netop fordi området ved Vosnæs er unikt og særegent, findes ligeledes særlig biodiversitet og levesteder for områdets dyre- og fugleliv. Jeg er bekymret for, at opsætning ved Vosnæs vil skabe store og uoprettelige konsekvenser ved dette dyre- og fugleliv og områdets truede dyrearter.
GODT NABOSKAB
Der har i mange år hersket godt naboskab mellem Aarhus og Syddjurs kommune. Hvis opsætningen af vindmøllerne ved Vosnæs gennemføres, resulterer det i grøn energi, som Aarhus Kommunes borgere får gavn af. Ligeledes er det et bidrag ind i Aarhus Kommunes grønne energiregnskab. Omvendt ser jeg ingen fordele for Syddjurs Kommune eller dens borgere, der derimod får de ovenfor beskrevne enorme miljø- og naturkonsekvenser. Jeg har i situationen derfor svært ved at se, hvordan opsætning af vindmøller ved Vosnæs kan anses som andet end dårligt naboskab, når de opsættes så tæt på kommunegrænsen med voldsomme gener og konsekvenser for borgerne i Syddjurs kommune. Der ligeledes udtrykker stor utilfredshed og bekymring angående projektet.
Jeg henstiller derfor til, at projektets placering genovervejes.
Bedste hilsner
Maria Brinch Andersen
En bekymret borger i Syddjurs Kommune