Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs

Høringssvar vedrørende lokalplan for opstilling af vindmøller nær Aarhus

1. Høringsproces og forvaltningsretlige forhold
På borgermødet erkendte både byrådsmedlem og rådmand, at høringsprocessen ikke har været optimal. Embedsmænd kunne ikke give et klart svar på, om lovens krav til høring af berørte borgere er overholdt, og tidligere kritik heraf fra en tidligere ansat er ikke blevet imødekommet.

Det bør undersøges af en uvildig instans, om Forvaltningslovens krav til høring er fulgt, herunder om borgere i nabokommuner – som i dette tilfælde vil være de mest direkte berørte – burde have været inddraget tidligt i processen. Forvaltningsloven er en national lov og gælder på tværs af kommunegrænser, og der bør ikke ske en begrænsning af borgerinddragelse alene ud fra kommunegrænser.

2. Kommunens incitament og klimaeffekt
Ifølge rådmanden er projektet begrundet i kommunens forpligtelse til at reducere CO₂-udledningen inden for kommunegrænsen. Dette er ikke udfordret yderligere ved f.eks. lovgiver eller minister, og burde undersøges yderligere for at der eventuelt kan laves undtagelser.

Den forventede effekt af mølleopstillingen er en årlig reduktion på ca. 0,03 % af kommunens CO₂-udledning. Set i forhold til de dokumenterede konsekvenser for natur, dyreliv og lokalsamfund forekommer dette at være en meget begrænset gevinst. Hertil kommer, at driften af møllerne vil være begrænset i dele af året af hensyn til flagermus, hvilket yderligere reducerer klimaeffekten.

3. Støjforhold og manglende undersøgelser
De lovpligtige støjundersøgelser er kun gennemført i et begrænset nærområde omkring møllerne. Der er ikke foretaget målinger eller vurderinger af lavfrekvent støj og infralyd i et bredere geografisk område, selvom vindmøllerne placeres tæt på flere bysamfund, herunder Skødstrup og Hornslet.

Uafhængig forskning peger på, at lavfrekvent støj kan have betydelig indvirkning på livskvalitet, og det bør derfor være god forvaltningsskik at belyse disse forhold fyldestgørende, så politikerne træffer beslutning på et retvisende grundlag. Ved kun at udføre minimumskravene efter lovgivningen risikerer man at give et misvisende billede af de reelle konsekvenser.

4. Samlet vurdering og proportionalitet
På baggrund af ovenstående er det tvivlsomt, om den forvaltningsretlige proces omkring projektet har været tilstrækkelig. Ligeledes forekommer proportionalitetsprincippet ikke at være overholdt, idet ulemperne for borgere og natur langt overstiger den dokumenterede klimaeffekt.

Som borger er jeg generelt tilhænger af vedvarende energi, men jeg mener ikke, at dette projekt er hensigtsmæssigt udformet. Kombinationen af begrænset CO₂-reduktion, manglende inddragelse af de mest berørte borgere og utilstrækkelig belysning af støjkonsekvenser taler for, at andre løsninger bør undersøges.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Peter Hansen

Indsendt

14/08/2025 14:56

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS4154802

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Lokalplan
Område
Hårup - Mejlby Hjortshøj Lystrup-Elsted-Nye Skæring - Egå Skødstrup - Løgten Vejlby-Risskov

Hørings-id

H1154

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
plan@mtm.aarhus.dk

Vil du vide mere?

Læs mere på siden for projektet

Vindmøller ved Vosnæs | Deltag Aarhus – Aarhus kommune