Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs
Komplet politikersvigt! INDSIGELSE
Forslaget om at opstille vindmøller ved Vosnæs er udtryk for et komplet svigt af folkevalgte politikere, der forfølger egne politiske ambitioner, snarere end at tjene de borgere, de er sat i verden til at betjene og respektere. Historien om at det er i ”klimaets interesse” at opstille 3 komplet overdimensionerede vindmøller i et naturskønt og meget smukt landskab er nærmest utilgivelig manipulation.
Det er velkendt, at vindmøller støjer og giver betydelige gener for naturen, dyrelivet og helt almindelige borgeres privatøkonomi.
I denne indsigelse skal derfor nævnes følgende skadevirkninger af vindmølleopstillingen:
1) Støjgener: Lavfrekvent støj kan forringe livskvaliteten, især om natten, og påvirke søvn og trivsel. Det er videnskabeligt dokumenteret og kan ikke fornægtes. Det er et faktum.
2) Forringelser: Dyreliv, naturlandskab, friluftsoplevelser og landskabsudsigt for flere tusinde borgere forringes betydeligt – mest for de allernærmest beliggende borgere og ejendomme, men også i betydeligt omfang for borgerne og ejendommene i f.eks. Skødstrup og Studstrup.
3) Økonomi og erstatning: For de vel ca. 10-15.000 borgere, der har deres faste bopæl i området, vil støjen være generende og måske endda direkte ødelæggende for deres helbred og privatøkonomi. En mindre symbolsk erstatning for generne vil ikke være dækkende. Vi har, som alle ved, ikke tradition for i Danmark at yde fuld økonomisk godtgørelse eller erstatning, når borgere forulempes. Hverken af taksationskommissionerne eller domstolene. Det økonomiske tab for rigtig mange borgere bliver meget stort, mens klimaeffekten bliver uendeligt lille og nærmest ubetydelig. Når et boligområde bliver kendt for noget negativt, påvirkes huspriserne betydeligt. Spørg bare de borgere, som bor i postnummer 8210 Aarhus V, 8220 Brabrand eller for den sags skyld borgerne i postnummer 8722 Løsning/Hedensted, hvor lugten af døde dyr fra Daka ikke ligefrem tiltrækker borgere. Eksemplerne er mange. Lad være med at give rum for endnu et eksempel.
4) Kommunale grundsalg og lovprisninger: Blandt de mange tusinder af borgere i området findes flere tusinde, som er flyttet til området pga. netop Aarhus Kommunes lovprisninger. Således har mange købt deres livs eneste byggegrund af netop Aarhus Kommunes afdeling for Grundsalg. Grundene er solgt med forskønnende fortællinger om lokalområdets unikke kvaliteter, den smukke natur, udsigten over marker, bakketoppe, Mols Bjerge og Aarhus Bugt. Opstilling af altdominerende støjende vindmøller vil være i direkte strid med de forventninger, kommunens politikere og medarbejdere selv har stillet de mange borgere i udsigt, og som borgerne i tillid har indrettet deres hverdag og privatøkonomi efter. Tillader man som politiker at ødelægge disse mennesker berettigede forventninger, er man uegnet til at bestride en offentlig tillidspost, som jo faktisk udelukkende går ud på at være troværdig og tjene borgernes interesser.
Konklusion: Placering af vindmøller ved Vosnæs vil være komplet uforenelig med områdets karakter, beboernes livskvalitet og den natur, man som politiker, kommune og grundsælger har brugt til at tiltrække borgerne.
Det vil med udgangspunkt i ovenstående være en uforskammethed af de folkevalgte, og udtryk for et totalt svigt af det ansvar, de er blevet givet, at stemme opstilling af vindmøllerne ved Vosnæs igennem. Politikerne har ikke fået ansvaret for at tjene borgerne. De er blevet givet ansvaret.
Vindmøllerne vil dominere landskabet i en for borgerne og naturen helt urimelig grad. Find en anden løsning, for der er andre. Geotermi, for bare at nævne én enkelt.
Download høringssvar som pdf