Høringssvar vindmølleprojekt ved Vosnæs - stop venligst op
Jeg finder det afgørende at udtrykke min dybe bekymring over den politiske proces, der ligger til grund for vindmølleprojektet ved Vosnæs.
Forløbet har været utilfredsstillende og risikerer at skabe politiske spændinger og mistillid i mange år fremover, hvis man ikke besinder sig og lader projektet falde.
I debatten er der fremkommet en række væsentlige og negative fakta, som ikke var til stede eller fremme, da den oprindelige politiske aftale blev indgået. Med denne nye viden vil det være politisk arrogance at ignorere forholdene.
Samtidig burde forholdet til Syddjurs Kommune give anledning til, at der gribes ind fra statslig side.
Som født ved Skæring Strand, vidne til Studstrupværkets etablering, senere bosat i Skødstrup og i 14 sæsoner helårscampist på Kaløvig Camping, kender jeg området indgående. Jeg har altid sat stor pris på den særlige landskabsudsigt, især køreturen fra Løgten via Vosnæs Gods mod bugten. Det er mig derfor helt uforståeligt, at et både landskabeligt og økonomisk tvivlsomt vindmølleprojekt skal skæmme dette unikke område.
Af hensyn til de store landskabsværdier har det tidligere ikke været muligt at udbygge Kaløvig Camping. Hvorfor tillader man så nu et projekt, der i endnu højere grad vil skade landskabet?
Når et beslutningsgrundlag viser sig at være skredet, bør man – som ansvarlig politiker – være voksen nok til at omgøre beslutningen. Det samme gælder for NRGi, som jo er vores energiselskab og har et ansvar for at sikre de bedste grønne investeringer for vores penge. Det er efter min vurdering ikke tilfældet her. Som forsyningsselskab har man desuden en forpligtelse over for de mange berørte naboer.
Jeg opfordrer derfor kraftigt til, at den trufne beslutning omgøres. Ellers står vi tilbage med ar – både i landskabet og i naboskabet – samt skader på de politiske processer i mange år fremover.