Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs

Hvor er hensynet til borgerne i Syddjurs?

Manglende hensyn til borgerne i Syddjurs Kommune
Aarhus Kommune planlægger at opsætte 150 meter høje vindmøller umiddelbart ved kommunegrænsen til Syddjurs. Projektet vil få betydelige konsekvenser for mange borgere i Syddjurs Kommune – især i området ved Havhuse og langs kyststrækningen ved Kalø Vig. Konsekvenserne er både landskabelige, rekreative og økonomiske.
Beslutningen træffes i Aarhus, men det er i høj grad borgerne i Syddjurs, der kommer til at leve med følgerne. Det styrker desværre ikke opbakningen til den grønne omstilling, når et projekt på den måde har en stor og uønsket indvirkning på borgere i en anden kommune.
Et godt naboskab mellem kommuner forudsætter dialog og gensidig respekt. Når store dele af de negative konsekvenser rammer en nabokommune, bør planlægningen udvise ekstra agtpågivenhed – ikke mindst i forhold til borgerinddragelse. Borgerne i Havhuse oplever, at de er blevet kørt over, og det er forståeligt.

Manglende hensyn til de omkringliggende fredninger
Området omkring Kalø Vig er omgivet af værdifulde landskaber og fredninger – både i Aarhus og Syddjurs Kommune. Placeringen af vindmøllerne ligger klemt inde mellem fredningerne ved Ugelbølle Hoved og Rodskov/Eskerod i Syddjurs Kommune, og Grevelund-fredningen i Aarhus Kommune. Hertil kommer området omkring Kalø og især Kalø Slotsruin, som er en del af Danmarks nationale kulturarv og som vil få ændret sit udtryk, hvis vindmøllerne opstilles, jf. da også miljøvurderingsrapportens side 116, hvor det anføres, at fra visse områder ”kan vindmøllerne i nogen grad virke forstyrrende for oplevelsen af Kalø Slotsruin”.
Fælles for disse fredninger er ønsket om at sikre og bevare landskabelige værdier og området omkring Kalø Vig – bl.a. ved at undgå tekniske anlæg. Der er svært ikke at opfatte vindmøller af den ønskede størrelse som et teknisk anlæg.

Miljøvurderingen og dens subjektivitet
I miljøvurderingsrapporten konkluderes det, at vindmøllernes visuelle betydning er ”begrænset” – en vurdering, der både er subjektiv og svært forenelig med fotovisualiseringerne i miljøvurderingsrapporten, f.eks. side 290 set fra Rodskov over det fredede landskab, hvor møllerne tårner sig op i baggrunden.
At kalde 150 meter høje roterende vindmøller for ”et roligt, velordnet teknisk anlæg” underkender de landskabelige hensyn, der er helt centrale i denne sag.

Konklusion
Projektet tilsidesætter både hensynet til borgerne i Syddjurs Kommune og beskyttelsen af vores fælles natur- og kulturarv. Vindmøller i denne skala på den foreslåede placering er uforenelige med de omkringliggende fredninger og vil for altid ændre landskabsoplevelsen.
Dette projekt må ikke gennemføres på bekostning af borgerinddragelse og beskyttelsen af vores mest værdifulde landskaber.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Christina Furholm

Indsendt

14/08/2025 21:44

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS7597996

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Lokalplan
Område
Hårup - Mejlby Hjortshøj Lystrup-Elsted-Nye Skæring - Egå Skødstrup - Løgten Vejlby-Risskov

Hørings-id

H1154

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
plan@mtm.aarhus.dk

Vil du vide mere?

Læs mere på siden for projektet

Vindmøller ved Vosnæs | Deltag Aarhus – Aarhus kommune