Forslag til Lokalplan nr. 1237 med miljøvurderingsrapport - Vindmøller ved Vosnæs
Indsigelse mod Vindmøller ved Vosnæs
Jeg og min familie, som er bosiddende i Havhusene tilslutter sig og gør samme påstande, anbringender og bevisligheder gældende som er fremsat af Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs, og hvortil henvises, samt fremsætter følgende supplerende indsigelser mod det fremsatte lokalplanforslag om Vindmøller.
For det første er generne og rådighedsindskrænkningerne i strid med dansk ret, som kun hjemler at pålægge gener og rådighedsindskrænkninger, hvis de er nødvendige.
Det er dokumenteret, at Vindmøllerne ikke på nogen måde vil løse de energimæssige eller miljømæssige formål, som opstiller forfægter. Det er derfor ikke nødvendigt at pålægge os og alle øvrige berørte i området de gener og værditab vindmøllerne medfører. Forslaget er dermed usagligt og fremmer enkelte erhvervsvirksomheders interesser, hvilket må sidestilles med ulovlig støtte.
For det andet tilsidesættes proportionalitetsprincippet, hvis lokalplanforslaget vedtages.
Proportionalitetsprincippet indebærer, at opsætningen af vindmøllerne skal være egnede til at sikre bæredygtig elforsyning i et omfang, som kan berettige at påføre os og vore lidelsesfæller i nærområdet så voldsomme gener og værditab.
Dette er ikke tilfældet i denne sag. Som det er tydeligt beskrevet og beskrevet af bl.a. Foreningen mod vindmøller, sker der en dokumenterbar meget negativ påvirkning af en naturperle og beboere i området. Proportionalitetsprincippet medfører også, at den mindst indgribende løsning skal vælges. I denne sag er dette at flytte vindmøllerne til et område, som er bedre egnet og beskyttet, og som ikke vil medføre yderligere påvirkning og gener for nærtboende. m.fl., f.eks. ved Studstrupværket
Dette er også selv foreslået af flere af sagkyndige, allerede inden lovforslagets blev udarbejdet.
De gener, værditab og rådighedsindskrænkningerne, som vil være resultatet af opsætningen af vindmøller, kan kun pålægges os borgere mod fuld erstatning. De voldsomme erstatningskrav, som aftagerne/slutbrugerne af strømmen vil komme til at betale, står i helt åbenbart misforhold til den elproduktion – eller mangel på samme – som vindmøllerne vil have.
At pålægge os og de øvrige berørte i området sådanne støjgener, tab og rådighedsindskrænkningerne udgør ikke blot en tilsidesættelse af national ret, men ligeledes en tilsidesættelse af EU-retten.
Det er et krav efter EU-retten, at restriktionerne skal være sammenhængende og systematiske. Da der ikke er et dokumenteret fagligt belæg for, at vindmøllerne vil sikre det forfægtede formål, men tværtimod belæg for, at andre energikilder, f.eks. solceller og andre projekter, m.m. gør, strider det mod EU-retten at opstille vindmøllerne jf. forslaget jf. kravet om sammenhæng og systematik, jf. pkt. 3.2. i U.2014B.227, EU-rettens proportionalitetsprincip af Niels Fenger:
”I de senere år har EU-Domstolen føjet en ny facet til egnethedskravet, idet den har udtalt, at »en national lovgivning kun er egnet til at sikre gennemførelsen af det påberåbte formål, hvis de anvendte midler er sammenhængende og systematiske«.”
Niels Fengers konklusion refererer EU-Domstolens faste retspraksis, der fx er fastslået i de forenede sager C-72/10 og C-77/10, præmis 63:
”Hvad dernæst angår det andet af de angivne formål fremgår det af fast retspraksis, at de af medlemsstaterne fastsatte begrænsninger skal opfylde proportionalitetsprincippet, og at en national lovgivning kun er egnet til at sikre gennemførelsen af det påberåbte formål, hvis de anvendte midler er sammenhængende og systematiske.”
Der er selvsagt ikke sammenhæng og systematik i at påføre disse gener og rådighedsindskrænkninger, når det ske med den hensigt at skaffe bæredygtigt el, men på en måde, der konstaterbart ikke er den mest egnede eller effektive måde jf.de i høringsfasen fremlagte data og dokumentation for mere egnede og saglige metoder.
Der er ganske enkelt ikke påvist, at man vil opnå det forfægtede formål ved at opsætte vindmøllerne, og de er derfor – som nævnt – ikke nødvendige. Det betyder, at de erstatningsbeløb, som udbetales de berørte i tilfælde af, at et (ulovligt) forslag om opsætning af vindmøller gennemføres, vil muligvis udgøre ulovlig statsstøtte/udbetalinger i strid med EU-retten. Erstatningsbeløbene vil herefter skulle tilbagebetales af de berørte, som vil stå tilbage med ejendomme, der er påført gener og værditab, men uden at modtage kompensation herfor.
I tilfælde af, at erstatningerne skal tilbagebetales som følge af de er i strid med EU reglerne (uretmæssig støtte), da vil opsætningen af vindmøllerne – også af denne
grund – stride imod grundlovens § 73, idet der er tale om ekspropriation eller ekspropriationslignede indgreb, som alene kan ske mod fuld erstatning. En
sådan erstatning vil i sagens natur ikke være ydet, hvis den skal tilbagebetales.
Foruden ovennævnte tilsidesættelse af dansk ret og EU-retten, har forvaltningen også
forsømt at undersøge sagen tilstrækkeligt. Undersøgelsesprincippet er dermed også tilsidesat. Byrådet burde som minimum have udsat sagen med henblik på, at samtlige relevante forhold undersøges tilstrækkeligt, som der under høringsprocessen af flere fagkyndig og berørte er fremlagt dokumentation for ikke er sket, og som der her henvises til.
For det første bør der, inden kommunen træffer afgørelse, analyseres og undersøges yderligere, ligesom det skal dokumenteres, at formålet opnås, og at indgrevet er det mest egnede og mindst indgribende. Forvaltningen har ikke foretaget denne undersøgelse.
For det andet bør forvaltningen sikre og garantere, at de erstatninger, som vil skulle udbetales er i overensstemmelse støttereglerne. Erstatningen udgør et helt grundlæggende element, og forvaltningen er derfor forpligtet til at sikre sig, at erstatningen lovligt kan udbetales – særligt når det potentielt udgør ulovlig støtte. Dette kan alene ske ved, at ordningen forelægges EU-kommissionen, hvilket heller ikke er sket.
Dermed er undersøgelsesprincippet også af denne grund tilsidesat, og der er således sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, der i det konkrete tilfælde medfører ugyldighed ud fra en konkret væsentlighedsvurdering, idet kommunen har tilsidesat væsentlige og generelle sagsbehandlingsregler, som retssikkerhedsmæssigt ikke blot kan ”rettes” efterfølgende.
Allerede fordi kommunen har lavet væsentlige sagsbehandlingsfejl er lovforslaget ugyldigt men også i strid med dansk rets materielle regler og EU-retten jf. ovenstående
bemærkninger. Foruden retsstridigheden savner forslaget helt grundlæggende mening. Der er ikke påvist at lovforslaget vil realisere det forfægtede formål. Derimod er det i meget høj grad sandsynliggjort, at andre projekter vil være mere egnede.
Download høringssvar som pdf