Forslag til Lokalplan nr. 1236 - Transformation af højhus samt ny bolig- og erhvervsbebyggelse ved Silkeborgvej og Viborgvej, Aarhus Midtby
Høringssvar til Forslag til Lokalplan br. 1236
Midtbyens Fællesråd: Høringssvar – Forslag til Lokalplan nr. 1236
Prismet og lokalplanen har været og er en langvarig omgang! Det er ikke nemt at skrive høringssvar, da der er så mange dokumenter, ændringer, kommentarer og forslag, at de fleste nok farer lidt vild. Det er en skam. For det er et markant projekt med en uhyre markant placering. Vi noterer os i Midtbyens Fællesråd, at man har ændret ifht de oprindelige oplæg. Der er også lavet en række forbedringer. Det værdsætter vi. Men – vi kommer fortsat ikke udenom, at den markante placering også betyder et særligt ansvar. Det handler i høj grad om, hvad byggeriet – med den placering – positivt giver til området/kvarteret og byen. Og hvad der er problematisk. Det handler om, at med den markante placering og med den voldsomme bygningsmasse, der lægges op til, så følger også et markant beslutningsansvar. Vi savner fortsat de solide argumenter ifht at dette projekt bidrager positivt i sit nuværende format. Uanset at vi selvfølgelig anerkender, at der er arbejdet meget med det og at der er foretaget ændringer, arbejdet med grønt i området mv.
Hvilke bekymringer har vi?
• Hvis vi ser på placering i trekant mellem Viborgvej og Silkeborgvej, så tilsiger nuværende rammeplan, 030410ER, for det planlagte byggeområde en maks byggehøjde på 3 etager (undtaget selve Prismet). Op ad bakken på Viborgvej tilsiger hhv rammeplan 030409BO (og rammeplan 030404BO, Silkeborgvej) en maks byggehøjde på 5 etager. Man har altså planlagt udfra en ide om, at man ”fulgte bakken”. Og der er en åbning ifht lys, luft mv til bl.a. Den Gamle By. Det fremlagte forslag har byggeri på 6 etager mod Herningvej og 7 etager mod Viborgvej (selve Prismet naturligvis ikke inkluderet). Vi er bekendt med Højhuspolitikken. Vi er bekendt med frasen ”et område, hvor højhusbyggeri ikke nødvendigvis afvises”. Men Højhuspolitikken tilsiger også, at der skal argumenteres og dokumenteres for byggeriet. At højhusbyggeri ikke nødvendigvis afvises, betyder jo omvendt, at det heller ikke nødvendigvis godkendes. Vi ser i materialet fortsat for ringe argumentation og dokumentation ifht Højhuspolitikken krav.
o Der ses ingen begrundelse for, at man vil bygge en massiv 7 etagers mur mod Viborgvej – højere end naboejendomme opefter og voldsomt dominerende ifht Den Gamle By. I Højhuspolitik står, bl.a., at det skal godtgøres hvordan ”projektet bidrager imagemæssigt til byen eller bydelen på en positiv måde.” Vi savner, at man reelt forholder sig til de ældre karreer v. Herningvej, Skjernvej osv. Både hvad angår ’stedslæsning’ og tilpasning og hvad angår mange borgeres reelle bekymringer omkring lys, skygge, vind, parkering, trafikbelastning, støjbelastning fra utallige tagterrasser mv. Det handler ikke om at fratage byrådet beslutningsretten men om at lytte til og adressere borgernes reelle og legitime bekymringer. Vi savner, at man forholder sig langt mere specifikt til Den Gamle By. Det sidste måske især på Rådhuset. Den Gamle By bidrager til Aarhus. Det er vist ingen i tvivl om. Hvordan bidrager påtænkte byggeri til Den Gamle By?
o Byarkitektur ihht Højhuspolitikken: Vi ser ikke, at der er tilbundsgående argumenter i forhold til den krævede konsekvensanalyse om f.eks. ”Bygningens proportioner og indpasning i stedets bebyggelsesmønstre” – ejheller ”Det høje hus i relation til bydelens arkitektur”
o Vi mangler en visualisering – set inde fra Den Gamle By – af hvad byggeri mod Viborgvej, inkl forhøjelse af Prismet, reelt betyder. Dette så der reelt bliver tale om et ordentligt beslutningsgrundlag.
o Der redegøres desuden for skygge, vindforhold mv. Materialet vedr skygge forekommer meget begrænset i det udsendte materiale. Hvis det er alt, der er forelagt, så er det utilstrækkeligt. Materialet vedr vindforhold beskriver, at den vindturbulens, som allerede findes ifht Prismet, ikke forværres. Og at karréstruktur vil give læ inde i gården. Det er positivt. Men man skal jvf. Højhuspolitikken forholde sig til ” Basens facade og dens indvirkning på bydelens liv, herunder om den fremmer eller begrænser et aktivt liv i det åbne byrum. Materialet gør en del ud af de åbne facader mod Viborgvej/Silkeborgvej og de byrum, som skal etableres. Vi savner, at man i vindanalysen (og for den sags skyld skyggediagrammer) fremlægger data, der anskueliggør at den udadvendte, uændrede vindturbulens omkring Prismet og skyggevirkningerne fra både Prismet og de 7, hhv 9 og 10 etager overhovedet muliggør det aktive byliv i det åbne byrum ved facaderne?
Det kan jo siges, at det er sent i processen at påpege disse ting. Men vi har løbende påpeget. Vi hører til tider i pressen, at man har fortrudt visse højhusbyggerier. Eller i hvert fald ikke er udelt begejstret for resultatet. Så meget desto mere grund til at sikre sig, at beslutningsgrundlaget er på plads i nærværende sag. At man har sikret sig, at alt det, som man har ulejliget sig med at nedfælde i Højhuspolitik også i praksis anvendes. Ligeså intentionerne i Kommuneplanen om den blandede by, plads til børnefamilier osv. Vi står med et potentielt byggeri, som indeholder 60% lejligheder på 40 m2. Disse placeres i meget brede bygningskroppe, som medfører korridorlejligheder med ensidig belysning, noget der tidligere var et slumkriterium. Og man skriver endda, at man fastsætter familieboliger kan være 65 m2. Kommuneplanen tilsiger 100 m2. Det er ikke tilfredsstillende.
Vi savner trafikanalyser ifht belastning af Viborgvej og Silkeborgvej – ved udbygning som foreslået i nærværende lokalplanoplæg og ved udbygningen omkring Amtssygehuset. Et tilbagevendende problem indenfor Ringgaden er, at man ikke indtænker mobilitet, trafikafvikling, infrastruktur på forkant. Der er også planer om, at en udvidelse af Letbanen evt skal gå via Viborgvej. Det ville være hensigtsmæssigt, at man denne gang var på forkant og det ville være hensigtsmæssigt at en analyse og plan for infrastruktur, trafik/mobilitet i dette område foreligger i Byrådet inden man lystigt bygger videre.
Vi noterer os, at der er indgået en Udbygningsaftale ifbm lokalplanarbejdet. Vi undrer os over at læse at ”Med henblik på bl.a. at sikre Ejeren en mere intensiv udnyttelse af matr.nr. 12gg Århus Markjorder end forudsat i kommuneplanen har Ejeren tilbudt at indgå Udbygningsaftalen.” Vi undrer os over, at man samtidig i Redegørelsen skriver at ”Grundlaget for udarbejdelsen af lokalplanen har været den kommuneplan, som byrådet har vedtaget, og som er gældende for det tidspunkt lokalplanen er udarbejdet og lokalplanforslået offentliggjort.” Et afsnit længere nede skriver man ”Lokalplanen er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2017”.
Vi noterer os, at Udbygningsaftalen primært omhandler etablering af korte stræk af fortove, kantsten, fjernelse af P-skilte fordi nuværende indkørsler til området bebygges, samt etablering af p-plads til handicapbusser i Herninggade, fordi der ikke bliver plads i planlagte P-kælder ihht lokalplanforslag. Vi undrer os over, at man på det grundlag mener at kunne tillade substantielle afvigelser fra gældende Kommuneplan?
Af Redegørelsen fremgår ”Bebyggelsesprocenten hæves fra 110 til 395 for området som helhed, og det maksimale etageantal hæves fra 3 etager til 10 etager. I rammeområdets østligste spids (Prismet) hæves det maksimale etageantal fra 19 etager til 21 etager.”. Vi undrer os over, at det kan begrundes med indgåelse af Udbygningsaftalen. Og vi undrer os over, at der ikke foreligger saglige begrundelser i overensstemmelse med Højhuspolitikken.
Vi skal opfordre Byrådet til i forbindelse med behandlingen af denne sag at sikre, at naboer og borgere får uddybende, saglige begrundelser og forklaringer på, hvorfor så massive ændringer ifht bla. Kommuneplan er nødvendige og hvorledes disse massive ændringer aktivt forbedrer byggeriets bidrag til byen, borgerne og ikke mindst lokalområdet.
Med venlig hilsen
Thomas Kruse & Vibeke Skjøttgaard pva. Midtbyens Fællesråd.
Kontakt midtbyensfaellesraad@gmail.com
Download høringssvar som pdf