Vision Egådalen – en grøn arv, vi ikke må miste
Seks fællesråd med tilknytning til Egådalen og Mollerup Golf Club har i publikationen VISION EGÅDALEN beskrevet behovet for bedre adgang til og i dalen. Målet er at sikre bynær natur til over 100.000 mennesker i de omkringliggende områder.
Fællesrådet for Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted ser med tilfredshed på, at kommuneplanchefen og Bystrategi nu har afholdt møder med initiativtagerne bag Vision Egådalen. Der arbejdes nu på en procesplan, der i løbet af nogle måneder skal føre til en helhedsplan for Egådalen.
Egådalen er i dag Aarhus Kommunes mest fragmenterede naturområde på grund af omfattende vejanlæg og broer. Inden for en radius på 1,9 km fra Lisbjerg Bygade Letbanestation, er der siden 1992 bygget 23 broer. Disse broer med tilhørende infrastrukturelle anlæg er årsagen til, at der ikke er stiforbindelse mellem Geding/Kasted mose og Egåen udløb.
Kommuneplanens bilag 1 udpeger Egådalen som et naturområde med særlige beskyttelsesinteresser og som et bevaringsværdigt landskab. Det er på høje tid. Vi støtter planens fokus på grundvandsbeskyttelse, trivsel, outdoorliv, biodiversitet, klimareduktion og klimatilpasning – og vi minder om, at planen selv fastslår, at sammenhængende naturområder og tilgængelighed for både mennesker, dyr og planter skal styrkes.
Derfor er der brug for en sammenhængende forbindelse mellem Kasted Mose og Aarhus Bugt – og for at forbedre adgangen fra de omkringliggende bysamfund. I selve ådalen er der behov for flere stier – ikke mindst en sti, der forbinder Søftenvej med Kasted Mose. Djurslandsmotorvejens støj ødelægger store dele af dalens rekreative værdi, især mellem Randersvej og Terp samt langs nordsiden af Egå Engsø, hvor søens overflade sender støjen langt omkring. Dette må tænkes ind i en helhedsplan.
Egådalen rummer kultur- og naturhistoriske værdier: Køkkenmødding fra Ertebøllekulturen, stammebåde fra stenalderen, runesten fra vikingetiden og spor efter hvalfangst. Her lå engang en fjordarm, der strakte sig næsten til Randersvej. Disse fortællinger og spor er en del af vores fælles arv – og bør være tilgængelige for både nutid og fremtid.
Vores appel er:
• Ikke flere veje i Egådalen
• Ikke mere bebyggelse.
• Fuld fokus på dalens grønne arvegods.
De seks fællesråd og Mollerup Golf Club er allerede i dialog med Teknik og Miljø. Vi håber på udarbejdelse af en helhedsplan, der binder dalen sammen – ikke kun fra øst til vest, men også fra Mollerup Skov til Lisbjerg Skov. Og vi plæderer for, at Mollerup Golf Club får mulighed for at etablere en multifunktionel golfpark, der kan deles af flere brugergrupper.
Egådalen skal ikke blive en tabt mulighed – men en levende, rekreativ virkelighed.