Arbejdsgruppen bag ”Vision Egådalen, natur og oplevelser til hele Aarhus” har nu gennemgået Forslag til Kommuneplan 2025. Arbejdsgruppen, bestående af repræsentanter for Tilst-True-Skjoldhøj Fællesråd, Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted Fællesråd, Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd, Gl. Egå Fællesråd, Vejlby Fællesråd, Risskov Fællesråd og Mollerup Golf Club, har i et par år arbejdet med en vision for Egådalen, hvor vi med udgangspunkt i Egådalens potentiale og kvaliteter ønsker at skabe et sammenhængende og tilgængeligt område med bynær natur, samt at udvikle rammer og muligheder for naturoplevelser m.v. Herudover rummer Egådalen en dobbelt fortælling – som morænelandskab formet af istiden og tidligere forbundet med havet, og som kulturhistorisk landskab med spor efter de mennesker, der gennem årtusinder har levet i ådalen.
Arbejdsgruppen så frem til, at visionsplanen ville blive mere direkte indarbejdet i Kommuneplan 2025, men vi har med glæde noteret os Teknisk Udvalgs synspunkt om, at visionen skal forankres i Kommuneplanen. På den baggrund ser vi med store forventninger frem til det igangsatte og det kommende samarbejde med Teknisk Forvaltning om visionens uddybning og mere entydig forankring i Kommuneplan 2025.
Vi er helt opmærksomme på, at der pt. er mange interesser knyttet til Egådalen. Specielt er der aktuelt et stort fokus på klimatilpasning, således at de forventelige kommende udfordringer med regnvand og stigende havvand kan imødegås. Arbejdsgruppens hovedmål knytter sig til rekreative og aktivitets formål, samt fortællingen om ådalens historie. Vi er bestemt af den opfattelse, at et aktivt og positivt samarbejde mellem arbejdsgruppen m.fl. og kommunale myndigheder og andre aktører – f.eks. 3-partens deltagerkreds - kan forene de mange hensyn, så der både i planlægningen og realiseringen af visionen sikres natur- og kulturoplevelser, aktivitetshensyn, biodiversitet og vandregulering mv.
Vi ser som sagt frem til, at en helhedsplan for Egådalen via et tillæg til kommuneplanen indarbejdes i Kommuneplanen. Vi vil i modsat fald være stærkt bekymrede for at en fragmenteret planlægning af Egådalen kunne betyde, at visionen om en sammenhængende vand- og naturpark fra Geding Sø/Kasted Mose til Egåens udløb risikerede at komme ud af syne.
Vi er opmærksomme på, at realisering af visionen for hele Egådalen vil ske over tid. Vi ønsker naturligvis, at hastigheden i udviklingen fremmes mest muligt. Vi er også opmærksomme på, at realiseringen i vidt omfang vil kræve mere end kommunal finansiering. For at bevare momentum i sagen, skabe grundlag for ekstern finansiering og hurtigt få sat synlige tiltag i gang, der kan forbedre den fysiske tilgængelighed i ådalen og sikre bred opbakning - opfordrer vi til, at der allerede i de førstkommende kommunale drifts- og anlægsbudgetter afsættes midler til både videreudvikling af visionen og igangsættelse af konkrete projekter fra visionsplanen.
Arbejdsgruppen overvejer pt. hvorledes deltagerkredsen i Vision Egådalen kan udvides med f.eks. teknisk kyndige personer og en bredere forenings- og befolkningsdeltagelse. Vi har besluttet at danne en forening med det formål, at sikre kontinuitet i processen, så kvaliteten kan styrkes og visionen fastholdes og udvikles. Foreningen forventes dannet i indeværende år.
På ovennævnte baggrund ser Arbejdsgruppen bag ”Vision Egådalen, natur og oplevelser til hele Aarhus” frem til fortsat inddragelse og konstruktivt samarbejde med de relevante kommunale myndigheder med det klare sigte:
- at ”Vision Egådalen” indarbejdes direkte i den snarligt vedtagne Kommuneplan 2025
- at ”Vision Egådalen” udarbejdes i form af en kommunal Helhedsplan i direkte tilknytning til Kommuneplan 2025.
Vedlagt til orientering:
Pjecen ”Vision Egådalen, natur og oplevelser til hele Aarhus”, udgivet i juli 2024 af fællesrådene omkring Egådalen og Mollerup Golf Club kan ses via dette link:
https://flippage.impleoweb.no/spg/9f41813e12354978acc91bbd5973c08c/Vision-Eg%c3%a5dalen_2024-08-06_print-marks-and-bleeds.pdf#page=1
På arbejdsgruppens vegne / ww