Jeg vil hermed gerne erklære min modstand mod etableringen af det planlagte "Havhuset" ved Ajstrup Strand - og hermed et nej til at bygge indenfor strandbeskyttelseslinjen. Bestemmelsen for strandbeskyttelse handler netop om at beskytte sårbar dansk natur - som den findes ved Ajstrup Strand.
* Mange lokale fra Beder/Malling-området og sommerhusejere nyder muligheden for at færdes langs stranden - de fredfyldte omgivelser vil blive voldsomt udfordret med etablering af "Havhuset" med en bred vifte af aktiviteter.
* Ajstrup Strandvej er i forvejen stærkt trafikeret store dele af året - øget trafik vil kun forstærke risikoen for farlige situationer og trafikulykker. Sandsynligheden for stærkt øget trafik forstærkes samtidig af, at der er meget begrænsede muligheder for kollektiv trafik til/fra området.
* Der vil ikke være de nødvendige parkeringsmuligheder ved "Havhuset" - resultatet vil være generende og farlig parkering på de smalle grusveje, der leder ned til stranden fra sommerhusområdet.
* Hvis byggeriet endelig skal realiseres, bør det placeres udenfor strandbeskyttelseslinjen, den sårbare natur og på afstand fra anden bebyggelse - f.eks. langs kysten ind mod Aarhus.