Jeg gør hermed indsigelse mod etablering af vinterbadeklub-faciliteter ved Ajstrup Strand.
Jeg er stærkt imod enhver plan om at bebygge stranden/strandengen. Ajstrup Strand er et sart og oprindeligt stykke natur, som bør respekteres i sin oprindelighed. Stedet har allerede fine badeforhold, og der er intet behov for at forandre på dette. Alle, som ønsker at bade i Ajstrup Strand, har plads og adgang i den nuværende form.
Yderligere konstruktioner på Ajstrup Strand vil ændre stedets karakter fra at være en generel naturoplevelse tilgængelig for alle, til at være en enkelt borgergruppes private særinteresse med et der tilhørende omfattende parkeringsbehov.
Vejen langs stranden er allerede nu meget skrøbelig, den vil blive slidt hårdt, ligesom beplantningen langs vejen vil blive mast og kørt i smadder af yderligere parkerende biler. Klitterne vil blive forandret af parkerende biler.
De fleste brugere af et klubhus til vinterbadere vil komme med bil, som de vil parkere så bekvemt som muligt og det kunne også sagtens inkludere den østlige side af Ajstrup Strandvej, hvilket vil være en stor belastning både for brinken, vejbanen og trafikafviklingen.
Jeg er stærkt imod, at udvalgte borgeres særinteresser skal ske på bekostning af naturen i Ajstrup Strand.