Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Kommuneplan 2025

Høringssvar ang. Ramme 150217BL

Direkte i min baghave

Jeg bor på Avnbølvej nr. 11 i et af rækkehusene med flade tag, bygget i 60’er stil med sans for smuk arkitektur med gule teglsten og store vinduespartier.
Baghaven er et kapitel for sig, hvor den lukkede gårdhave er formet af de to vinkler af det ene hus og en tredje vinkel bestående af den vinduesfri sidegavl af nabohuset. Således ligger gårdhaven fuldstændig ugeneret og samtidig med fuld sol og lys til den skønne terrasse.
Jeg elsker min terrasse og bruger meget tid der med mine blomster, min familie og i det hele taget bare at nyde solen fra de første forårsstråler til en skøn sensommerdag. En bebyggelse som den planlagte så tæt på og lige i min baghave vil skygge for sol og lys og efterlade min gårdhave og terrasse mørk og trist. Det vil betyde en stor forringelse for mig, og uden lys og sol vil ophold i gårdhaven ikke længere give samme mulighed for rekreation og velvære.

Hvis lyset og solen ikke længere når min gårdhave, vil det også have stor betydning for indendørsmiljøet i huset. Rækkehusene på vejen udmærker sig jo ved de store, smukke vinduespartier, der netop vender ud til baghaven. Den ene af husets vinkler i baghaven består af store stuevinduer, der går næsten ned til jorden og et stort dørparti. Den anden vinkel består af værelser med store vinduer efterfulgt af skrå ovenlysvinduer, der giver et næsten ubrudt kig fra terrassefliser til himlen. Arkitekten har sørget for en overordentlig lys og venlig villa med de smukkeste lysindfald. Dette samtidig med det store udsyn man har fra værelserne og stuen til haven, træerne, himlen og årstidernes skiften. Pga. de store vinduespartier bliver udenomsarealerne og årstidernes skiften nærmest til en del af rummene. Dette indendørsmiljø ville forsvinde ved det planlagte byggeri, og stuen og værelserne ville fremstå mørke og uden udsyn.

Udover at et byggeri som det planlagte vil få store konsekvenser for både udendørs- og indendørsmiljøet, vil det også få konsekvenser for mit velbefindende. Jeg vil ikke længere få sol og lys ind, jeg vil ikke længere have det smukke udsyn, til gengæld vil jeg pga. de store vinduesarealer, som før var et gode, nu have svært ved at finde privatliv, det være sig ude som inde. Der vil således være direkte indkig til min gårdhave, min stue og mine værelser, som var det et dukkehus.

Ved byggeriet af Avnbølvej er der taget højde for alle disse forhold, ligesom det også er gjort i forhold til vores nabobyggeri, Tretommerparken. Planlæggerne og arkitekterne af de to byggerier har sørget for, at det ene byggeri ikke skaber gener for det andet. Således er afstanden til Tretommerparken passende, bygningerne i de to byggerier skygger ikke for hinanden, og vinduerne fra det ene byggeri vender således, at de tager hensyn til privatlivet i det andet byggeri. Disse forhold burde enhver byplanlægning tage højde for, og også denne.

Efter min mening vil et byggeri som det planlagte ikke passe ind i vores villakvarter, og jeg bakker i øvrigt op om høringssvar fra Vejlby-Risskov Grundejerforening om RAMME 150217BL.

Mvh. Sus Storgaard, Avnbølvej 11
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

sus fink storgaard

Indsendt

09/09/2025 18:35

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS0233582

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Kommuneplan
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1175

Kontakt

Simon Detjen Schmidt
Projektleder
Tlf. 29209667

Aarhus Kommune 
Teknik og Miljø
Bystrategi, Kommuneplanafdelingen.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Kommuneplan 2025 Klik her 

Du kan også se gældende kommuneplan - klik her 

Planstrategi 2023 er den politiske strategi forud for Kommuneplan 2025 - se Planstrategi 2023 - klik her.