Kritisk høringssvar til Forslag til Aarhus Kommuneplan 2025 – vejtrafikstøj
Mit fokus er alene vejtrafikstøj, hvor Kommuneplan 2025 efter min vurdering er utilstrækkelig og ikke har hold i virkeligheden.
Vejstøj er et alvorligt sundhedsproblem
WHO anbefaler, at støjniveauet ved boliger ikke overstiger 53 dB Lden for at forebygge øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, søvnforstyrrelser, nedsat livskvalitet, forkortet levetid osv.
EU’s støjdirektiv pålægger kommuner at udarbejde kortlægning og handlingsplaner – ikke blot hensigtserklæringer.
Aarhus Kommunes egne støjkort viser, at titusindvis af borgere udsættes for niveauer væsentligt over både WHO’s anbefalinger og Miljøstyrelsens vejledende grænse på 58 dB.
Kommuneplan 2025 nævner støj, men uden bindende målsætninger, reduktionskrav eller tidsplaner. Dermed reduceres et veldokumenteret folkesundhedsproblem til ligegyldighed.
Eksempel: Støj fra Giber Ringvej
Situationen ved Giber Ringvej illustrerer kommunens manglende konsekvens:
I forbindelse med VVM-tilladelsen blev der afsat 20 mio. kr. til støjreduktion (bl.a. støjskærme, volde og beplantning). Disse midler er åbenbart “væk”, og dermed er borgerne langs Giber Ringvej taget som støjgidsler.
Målinger og beregninger dokumenterer niveauer på 57–59dB ved boliger – på eller over den vejledende grænseværdi, og er endnu højere i skrivende stund, da trafikmængden er støt stigende = endnu mere støj!
På trods heraf er der hverken etableret støjskærme, hastighedszoner eller jordvolde. Overskudsjord fra anlægsarbejder er ikke blevet anvendt til støjdæmpning, selvom det var muligt.
Idiotien vil jo ingen ende tage med hensyn til fx at over 50 % af det opgravede jord fra stadion byggeriet er kørt helt til Djursland. Hvorfor er jorden ikke til Giber Ringvej eller Stavtrup og lavet til jordvolde?
Kommunens afvisning af konkrete borger ønsker med henvisning til ”retfærdighed” fremstår som en undvigelse snarere end en sundhedsfaglig prioritering.
Giber Ringvej er således et skoleeksempel på, at Aarhus Kommune ikke omsætter planer og midler til konkrete handlinger – og at borgere i støjplagede områder reelt efterlades uden beskyttelse.
Kritiske svagheder i Kommuneplan 2025
Ingen bindende støjmål: Der opstilles ingen kvantitative mål for reduktion af vejtrafikstøj, hverken for eksisterende eller kommende boligområder.
Byudvikling i støjplagede zoner: Planen muliggør fortætning og nye boligområder tæt på store trafikårer uden krav om effektiv afværgning.
Manglende prioritering: Midler til støjreduktion forvaltes uden transparens og uden systematisk effektvurdering og ligger som tilfældige ulovlige jorddeponier fx langs Giber Ringvej.
Modstrid med bæredygtighedsmål: Kommunens visioner om sundhed, klima og livskvalitet undergraves, når vejtrafikstøj ikke håndteres seriøst.
Anbefalinger til forbedringer
For at gøre Kommuneplan 2025 til et reelt styringsværktøj anbefales følgende:
Bindende reduktionsmål
Maks. 53 dB Lden ved boliger i nye lokalplaner.
Reduktion af antallet af borgere over 53 dB med mindst 25 % inden 2030.
Konkrete afværgekrav
Ingen nye boliger i områder med > 58 dB uden effektiv støjafskærmning.
Obligatorisk anvendelse af støjsvag asfalt og hastighedsbegrænsninger på stærkt trafikerede strækninger.
Giber Ringvej som pilotprojekt
Realisér de lovede tiltag fra VVM-tilladelsen – støjskærme, beplantning og jordvolde.
Anvend overskudsjord fra anlægsprojekter aktivt til støjdæmpning.
Sænk hastigheden fra 80 km/t til 70 km/t som kortsigtet støjreduktion.
Transparens og borgerinddragelse
Offentliggør årligt status for, forhåbentlig kommende, støjpuljes anvendelse og effekter.
Involver borgergrupper (fx Giber Ringvej Gruppen) i prioritering og evaluering.
Monitorering og rapportering
Indfør systematisk støjmåling og offentlig rapportering hvert 4. år, integreret med støjhandlingsplanen (som også trænger til væsentlig forbedring)
Konklusion
Kommuneplan 2025 håndterer vejstøj på en måde, der er uforenelig med både internationale anbefalinger og kommunens egne ambitioner for sundhed og bæredygtighed.
Uden konkrete, bindende og målbare tiltag risikerer Aarhus at forværre et allerede alvorligt folkesundhedsproblem.
Jeg opfordrer derfor til, at planen revideres markant, så vejtrafikstøj placeres som en kerneudfordring – ikke en randbemærkning i kommende ny kommuneplan