Høringssvar fra Bestyrelsen, Tretommerparkens Grundejerforening vedrørende RAMME 150217BL og udlæg til nyt byvækstområde, Kommuneplan 2025, Aarhus Kommune.
Vi er blevet bekendt med, at området omfattet af ramme 150217BL som noget nyt er udpeget som byvækstområde. Som en af de nærmeste naboer har vi følgende kommentarer og henstillinger til kommuneplanforslaget og en eventuel kommende lokalplanlægning:
Tretommerparken er udpeget som kulturmiljø i kommuneplanen samt reguleret ved Bevarende Lokalplan nr. 719. Tretommerparken er dertil blevet SAVE-registreret i foråret 2025. At der værnes om Tretommerparkens arkitektoniske helhed, egenart og kulturarvsmæssige værdier er af stor betydning. Dette indbefatter også at kulturmiljøets nærområde reguleres hensigtsmæssigt i både kommune- og lokalplanlægning.
Generelt ønsker vi i Tretommerparkens Grundejerforening, at området får en karakter som den øvrige bebyggelse nord for Vestre Strandalle og øst for Grenåvej, altså med en så lav bebyggelsesprocent som muligt og med så lav bebyggelse som muligt, helst ikke over 2 etager.
Tretommerparkens Grundejerforenings bestyrelse henstiller på den baggrund til følgende tilføjelser til rammebestemmelserne i ramme 150217BL:
• Der skal stilles krav om en respektafstand på min. 20 meter mellem eventuel ny bebyggelse og skellet til Tretommerparken - svarende til den nuværende omtrentlige afstand til nabobebyggelsen. Dette sådan at de to områder er visuelt adskilt og Tretommerparken fortsat kan aflæses som en arkitektonisk helhed og et selvstændigt kulturmiljø. Arealet inden for respektafstanden skal fremstå begrønnet med træer og buske. Træer skal fortrinsvist være stedsegrønne i supplement til eksisterende træer.
• Det maksimale etageantal inden for ramme 150217BL er 3 etager, Vi ser gerne højest 2 etager for hele området. Hvis 3 etager tillades for dele af området skal eventuel ny bebyggelse nedtrappes i højden mod Tretommerparken, sådan at den ikke overstiger 2 etager (maks. 8 meter). Dette sådan at Tretommerparkens arkitektoniske og kulturarvsmæssige egenart bevares og ikke sløres af høj nabobebyggelse.
Til en eventuelt kommende lokalplanlægning har Tretommerparkens Grundejerforenings bestyrelse følgende henstillinger:
• Adgang og al trafik til området vedrørende RAMME 150217BL skal ske via Vestre Strandalle.
• Ved en eventuel opstart af en lokalplanproces ønsker vi møde og dialog med forvaltningen ved den sagsansvarlige projektleder/planlægger for lokalplanlægningen. Et første møde må finde sted tidligt i afklaringen af et plangrundlag, eksempelvis når der afholdes opstartsmøde med bygherre.
• Ligeledes opfordres en eventuel bygherre og/eller dennes rådgiver til at indgå dialog og tage møde med Tretommerparkens Grundejerforeningen. Dette på et tidligt tidspunkt mhp. at finde hensigtsmæssige løsninger for involverede parter.