Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Kommuneplan 2025

Landskabet i den sydøstlige del af kommunen

Netværket De Grønne Rødder
Netværket består af:
- Happy Food Forrest v/ Boris Wortmann
- Ajstrup Biolaug
- Peters Gartneri
- Foreningen for Økologisk Jordbrugssamvirke
Tak for detaljerede udspil - i Kommuneplan 2025 - til fremme af natur, biodiversitet, grundvandsbeskyttelse og flere rekreative områder. Vi tolker de præcise udpegninger, således at der er vilje til langsigtede strategier, der kan føre til en god beskyttelse af naturområder og bevarelse af områder med landskabelige værdier.
Fællesrådet for Beder Malling Ajstrup har, i deres høringssvar inden for emnet Natur, påpeget, at der i det sydøstlige hjørne af kommunen – dvs. området omkranset mod Beder og Malling, Norsminde Fjord og Århus Bugten - er følgende udpegninger i kortmaterialet:
- Et stort område i kilen mellem Beder og Malling og mod øst er udlagt som sårbart drikkevandsområde, der kræver særlig beskyttelse
- Området syd herfor ned mod Norsminde Fjord er udlagt som landskab med særlige landskabelige værdier, som indgår i de nationale udpegninger
- Området helt mod syd ned til fjorden er Natura 2000 område
- Der er fravær af områder til VE-anlæg i området
- Der er fravær af områder udpeget til intensivt landbrug
Vi deler Fællesrådets holdning til, at netop hele dette område har mange kvaliteter, som bør have en særlig opmærksomhed. Vi ser, ligesom Fællesrådet, for os, at dette område gennem de næste 20-30 år vil kunne komme til at fremstå som et attraktivt rekreativt område, der kan danne basis for en mosaik af alternative jordbrugsformer, kombineret med natur- og skovområder, hvor der også kan udfoldes en mangfoldighed af outdoor aktiviteter. Området har kvaliteter til at blive et stærkt aktiv for hele kommunens befolkning.
Vi opfordrer derfor kommunen til at igangsætte en naturplan for området. Den skal dæmme op for intensivt landbrug, fjernelse af hegn og eksisterende natur, og indeholde en strategi for områder, der kræver beskyttelse.
Vi hæfter os ved, at en sådan omlægning af hele området kun kan ske i samarbejde med lodsejerne og andre interessenter. Og det er også bemærket tydeligt i Kommuneplanen. Følgende er citat fra Kommuneplan 2025:
”Det er vigtigt på det mere lokale niveau i samarbejde med grundejere mv. at få fastlagt hvilke arealer, der er mest velegnede til de forskellige formål. Det drejer sig f.eks. om at finde egnede modeller for, hvordan alternative former for jordbrug, både i større og mindre skala (e.g. regenerative metoder, permakultur, skovlandbrug m.fl.) kan indpasses som en del af den landskabsforandring, der imødeses. Temaet om landbrug er derfor ikke justeret væsentligt i Kommuneplan 2025, da det afventer det mere lokale, strategiske blik”.
De Grønne Rødder vil gerne bidrage med:
Vejen til ovenstående kræver, at kommunen involverer borgere og især lodsejerne. I en sådan proces er der brug for at skabe adskillige såkaldte ”Living Labs”, der kan blive mødesteder, hvor de forskellige interessenter i området kan udveksle synspunkter og sætte retning på en gradvis omdannelse af områdets mange naturtyper.
Vi ser for os, at den ledige kommunale bygning på Ørnevænget 37, 8330 Beder kan blive et omdrejningspunkt for borgerdrevne netværk og foreningers engagement i den grønne omstilling.
Dette kan fint spille sammen med de mange eksisterende initiativer, herunder udvikling af økologiske, regenerative dyrkningsmetoder, opbygning af et lokalt fødevaresystem og udvikling af grønne madvaner m.m.m. Disse foregår i tæt samspil med FØJS’ medlemmer - herunder det kommunalt støttede pilotprojekt ”Mariendal – et borgerstøttet, regenerativt landbrug” -, hvor Peters Gartneri sammen med FØJS, Teknologisk Institut og Arhus Universitet udviklede et Living Lab for test og dokumentation af en række regenerative dyrkningsmetoder. Rapporten kan findes her: https://foejs.dk/pilotprojekt/rapport-over-pilotprojektet
Vi håber således at kunne videreudvikle det lokale engagement i den grønne omstilling og nyttiggøre den tomme bygning i Ørnevænget 37 til et udviklings- og formidlingscenter på tværs af foreninger, virksomheder og myndigheder.
Med venlig hilsen
På vegne af De Grønne Rødder:
Happy Food Forest
Ajstrup Biolaug
Peters Gartneri
Foreningen for Økologisk Jordbrugssamvirke
Poul Grønkjær
næstforperson i FØJS’ bestyrelse
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Poul Grønkjær

Indsendt

12/09/2025 21:51

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

Netværket De Grønne Rødder

Sagsnummer

HS7303705

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Kommuneplan
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1175

Kontakt

Simon Detjen Schmidt
Projektleder
Tlf. 29209667

Aarhus Kommune 
Teknik og Miljø
Bystrategi, Kommuneplanafdelingen.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Kommuneplan 2025 Klik her 

Du kan også se gældende kommuneplan - klik her 

Planstrategi 2023 er den politiske strategi forud for Kommuneplan 2025 - se Planstrategi 2023 - klik her.