Høringssvar fra Fællesrådet for Tilst, True og Skjoldhøj
Vi kan konstatere, at Marienlyst fortsat er udpeget som et af de tre store byudviklingsområder i Kommuneplan 2025.
Det undrer os stadig, at projektet beskrives som et selvstændigt byudviklingsområde, når planerne i realiteten hviler på, at nærliggende områder – herunder Tilst samt påvirker andre områder såsom Storbylandsbyen. Tilst står til at skulle bære konsekvenserne af denne byudvikling i mange år. Hvis man forventer, at skoler, idrætsanlæg og infrastruktur i Tilst skal benyttes i en længere periode, må de 17.000 borgere i Tilst kunne forvente, at der gennemføres reelle konsekvensanalyser for Marienlysts påvirkning af de omkringliggende bydele.
I planarbejdet i 2019, 2021 og 2024 er sådanne konsekvensanalyser ikke gennemført, og vi håber inderligt, at dette vil blive rettet op i forbindelse med de kommende planer. Samtidig forventer vi, at både fællesrådet og borgerne i Tilst og Storbylandsbyen inddrages aktivt i analyserne og planlægningen fremover.
De hidtidige forslag har rejst en række problemstillinger, som endnu ikke er adresseret. Blandt andet:
- Hvor børn i Marienlyst skal gå i skole og dyrke idræt, indtil nye faciliteter engang måtte blive opført.
- Hvordan man vil håndtere en tilbageflytning af børn til en fremtidig Marienlyst-skole, efter at de i en længere periode har været indskrevet på andre skoler og hvordan dette ikke kommer til at skade de skoler børnene flytes fra..
- Kapacitetsproblemer i TST Idrætsforening, hvor der allerede i dag ikke er plads til flere børn i flere idrætsgrene samt foreningen er økonomisk presset, så den kan ikke selv stå for en eventuel udvidelse som det vil kræve, hvis foreningen skal bruges af Marienlystborgere.
- Trafikafviklingen, herunder hvordan man undgår at afskære Tilst fra Skejby, og hvordan man sikrer, at Tilsts skoleveje ikke udvikler sig til en ”Viborgvej 2”.
- Udfordringer ved at planlægge busrute gennem et i forvejen uheldsramt og trafikbelastet område i Tilst.
- Virksomhederne i enden af Bredskiftevej mod Viborgvej risikerer at blive meget presset, hvis massiv trafik ledes den vej.
- Risikoen for, at Storbylandsbyen omkranses af en mur af etagebyggeri.
- Konsekvenser af en lav parkeringsnorm, herunder hvordan man vil forhindre, at biler parkeres i nærliggende boligområder som Storbylandsbyen og Grundejerforeningen Østermarken.
- Risikoen for skade på drikkevandsforsyningen i det nordlige Aarhus.
Vi opfordrer kraftigt til, at kommende planer for Marienlyst ikke tegnes isoleret, men i stedet udvikles i sammenhæng med de eksisterende bydele. Planlægningen må omfatte både infrastruktur, kapacitet i institutioner og idrætsfaciliteter samt hensynet til natur, erhverv og drikkevandsinteresser.
Afslutningsvis skal vi understrege, at Fællesrådet for Tilst, True og Skjoldhøj fortsat ønsker en konstruktiv dialog om Marienlyst. Det forudsætter imidlertid, at vores områder ikke blot ses som midlertidige ”løsninger”, men som bydele, der skal sikres bæredygtige rammer i samspil med en eventuel ny bydel – og at kommunen aktivt vælger at række ud til bl.a. os som er med til at repræsentere lokalområdet, og ikke kun til byudviklerne.
Med venlig hilsen
Fællesrådet for Tilst, True og Skjoldhøj