Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Kommuneplan 2025

Bevaring af natur og lokalsamfundet i Skæring

Høringssvar vedrørende Kommuneplanen

Jeg fremsender hermed mit høringssvar som respons på høringssvar med sagsnummer HS4203887, der igen har stillet forslag om at udstykke naturområdet øst for mit boligområde.
Min holdning til forslaget er uændret i forhold til, der tidligere er fremsat i næsten samme form i forbindelse med behandlingen af Temaplan 2021 m.v.
Jeg støtter fuldt ud det høringssvar, der allerede er indsendt af Skæring Fællesråd med Mikkel Petersen som afsender (hørings ID H1175).
Jeg byder byudvikling velkommen og støtter den tidligere vedtagne planstrategi, der tilsigter at tiltrække flere borgere til Aarhus Kommune. I den aktuelle Kommuneplan ser jeg dog en række alvorlige problemstillinger.
Jeg mener, at Kommuneplanen ikke forholder sig tilstrækkeligt kritisk til de infrastrukturelle udfordringer i Skæring og ikke respekterer de eksisterende naturværdier i området i tilstrækkelig grad. Endvidere er Kommuneplanens indvirkning på CO₂-aftrykket slet ikke inddraget, og hovedparten af placeringerne af de nye boligområder modarbejder kommunens egne klimamålsætninger.
Derfor konkluderer jeg, at Aarhus Kommune bør genoverveje, om Skæring er det rette sted for et byggeri i det omfang og den form, som foreslået i Kommuneplanen.

1. Lad byudvikling ske med eksisterende klimavenlig infrastruktur
CO₂-aftrykket skal indtænkes i Kommuneplanen. Det nye boligområde i Skæring vil øge CO₂-aftrykket i forhold til at placere et tilsvarende boligområde stationsnært, fx ved letbanen. Aarhus arbejder på at være en foregangskommune for at nå målet om 70 % CO₂-reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050, men Kommuneplanens indvirkning på disse mål er ikke inddraget.
Planlægning af nye boligområder bør ske stationsnært tæt ved trafikknudepunkter og højklasset kollektiv trafik som letbanen, frem for at udlægge parcelhuskvarterer, der primært betjenes af biler. Transporten udgør en tredjedel af Danmarks CO₂-udledning, og selv elbiler kan ikke alene løse problemet.

2. En bedre placering
Der er i høringen foreslået andre placeringer, som giver bedre mening i forhold til infrastruktur og miljø. Jeg vil især fremhæve forslaget vedrørende Egå Møllevej, som udnytter eksisterende infrastruktur bedre, reducerer klimaaftrykket og er mindre belastende for naturen.

3. Skæring Egager / Hedevej er uegnede som adgangsveje
Skæring Hedevej er allerede stærkt trafikeret og farlig for bløde trafikanter. At lede yderligere trafik ad denne vej vil forværre en i forvejen kritisk situation. Jeg mener, at adgang til et nyt boligområde nord for Skæring kun bør ske via Skovlundvej, som giver bedre trafikflow, sikrere skoleveje og bedre forbindelse til motorvej og kollektiv trafik.

4. Bevaring af naturværdier og grøn kile
Hvis Aarhus Kommune vælger at give tilladelse til udstykning, bør der bevares et grønt bælte på minimum 200 meter langs Skæring Egager, så områdets karakter, natur og dyreliv beskyttes. Skæring er attraktivt netop på grund af sine naturværdier, og disse bør ikke ofres for kortsigtet byudvikling.
Konklusion

Jeg opfordrer Aarhus Kommune til at:
• gentænke trafikplanlægningen i Kommuneplanen
• sikre en mere bæredygtig og klimavenlig byudvikling
• værne om eksisterende naturområder
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Carsten Valentin Jensen

Indsendt

13/09/2025 16:06

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS2564749

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Kommuneplan
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1175

Kontakt

Simon Detjen Schmidt
Projektleder
Tlf. 29209667

Aarhus Kommune 
Teknik og Miljø
Bystrategi, Kommuneplanafdelingen.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Kommuneplan 2025 Klik her 

Du kan også se gældende kommuneplan - klik her 

Planstrategi 2023 er den politiske strategi forud for Kommuneplan 2025 - se Planstrategi 2023 - klik her.