Skæring har i de senere år været under udvikling bl.a. set ved omdannelsen af Skæring
Strand fra sommerhusområde til helårsbebyggelse, bebyggelse ved Skæring Skolevej samt
Århus kommunes kommende planer om at bebygge den tidligere planteskole grund.
Igennem alle disse forandringer har to facetter været gennemgående i Skæring.
Naturen og de trafikale forhold.
Skæring er begunstiget med en fantastisk natur med både skov, eng og kystområder – flere
under Paragraf 3 beskyttelse. Vi har på alle måder korte afstande mellem skov, strand og
natur. Den blå-grønne forbindelse er intakt i dag – og fremadrettet håber vi denne styrkes
endnu mere.
I de forgangne år, har vi set private interesser presse på for at udstykke naturen til boliger.
Høringssvar fra lokale borgere til Temaplan 2021 viste med al tydelighed at Skærings natur
både er med til at fastholde og tiltrække borgere. Det er med andre ord et af vores største
aktiver.
Fællesrådet og områdets borgere er stolte af og glade for den lokale natur – som endda
flere steder står uberørt i Paragraf 3 områder. Vedlagte rapport er udarbejdet af to
professionelle biologer og kortlægger Skærings natur der ligger lige udenfor vores dør. En
natur der huser rødliste arter, diversitet og store naturoplevelser i et koncentreret område.
Fællesrådet har ligeledes haft medarbejdere fra Teknik og Miljø ude til besigtigelse af
paragraf 3 områderne ift deres videre beskyttelse. Området blev fremhævet som havende
en god naturtilstand.
Fællesrådet ser området (markeret med grøn på vedlagte kort), som værende så vigtig
bynær natur at det bør udvikles i endnu højere grad og udlægges som vild natur -
eksempelvis som skov og eng. Denne dialog blev startet op med bl.a Jacob Bundsgaard, ved
hans sidste besøg i Skæring. Der har generelt været en positiv dialog med borgmesterens
kontor ift. Vi håber at dette vil fortsætte under den nye borgmester. Ydermere har flere
private firmaer udtrykt interesse for at sponsorere skovrejsning i Skæring.
Oveni har Skæring et meget attraktivt kystområde og dertilhørende natur (markeret med
blåt på vedlagte kort) som i lige så høj grad bør værnes om.
I Skæring har vi muligheden for at udvikle og, en gang for alle, etablere en blå-grøn forstad
som kan være et af kommunens helt store naturmæssige trækplastre.
Private interesser der ønsker at bebygge vores grønne områder, ser vi ikke bidrager med en
positiv udvikling af Skæring som byområde - tværtimod vil det have en betragtelig negativ
indflydelse på lokalområdet og dets beboere.
Den store udvikling der har været i Skæring i de senere år, har desværre også medvirket til
store trafikale udfordringer – da de nuværende veje er ikke på et sikkerhedsmæssigt niveau
man kan forvente af et børnerigt område. Igennem aktindsigt hos kommunen tidligere, har
fået vi fået syn for at udfordringerne ikke er nemme at løse. Områdets vejsystem vil generelt
være svært at udvikle til et niveau der er tilfredsstillende(Se vedlagte dokument). Det er
derfor vigtigt at der fokuseres på det eksisterende vejnet da Skærings borgere lever med
dette hver dag - således det først og fremmes forbedres for alle trafikanter. Dette er langt at
foretrække fremfor at udbygge området med nye veje der vil være beskæmmende for
ovennævnte natur samt borgere der måtte bo op af disse.
Slutteligt er Skæring i dag delt i to af Grenåvej og denne færdselsåre skaber flere farlige
situationer, bl.a. for de omkring 50 skolebørn der skal krydse den travle vej dagligt.
Ydermere er foreningslivet i HEI samt stranden trækplastre, som gør at mange er nødsaget
til at krydse vejen dagligt.
Fællesrådet ser at fremtidige planer i højere grad bør binde de to dele af Skæring sammen
på en sikker måde – da dette vil være til glæde, gavn og sikkerhed for ung som gammel.
Dette vil fremme en mere bæredygtig udvikling og bedre sammenhængskraft i Skæring.