Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Kommuneplan 2025

Byggeri ved Østergårdstoften, Hjortshøj

I Helhedsplanen beskrives visionen for Hjortshøjs fremtid som en forstad, der danner rammen om det gode liv – med nærhed til storbyens kulturelle og kommercielle muligheder, tæt kontakt til naturen, et varieret boligudbud og stærke, lokale fællesskaber. Planen lægger vægt på at videreføre byens identitet og historie, samtidig med at der åbnes op for nye beboere og funktioner, som understøtter bæredygtighed og byliv.

Helhedsplanen rummer flere positive tiltag, der kan styrke Hjortshøjs udvikling – eksempelvis planerne om en forbedring af stationsområdet og området foran skolen. Imidlertid indeholder planen også elementer, som direkte modarbejder den fremlagte vision og vidner om manglende forståelse for, hvad mange borgere i Hjortshøj sætter højt. Det gælder især forslagene om byggeri langs Østergårdstoften og på dele af Andelssamfundets nuværende område – forslag, som tidligere er blevet mødt med protester og derfor fjernet fra Temaplanen.

I Hjortshøj vægtes bæredygtighed og fællesskab højt. Netop Andelssamfundets område og de aktiviteter, der udspringer herfra, spiller en central rolle for byens identitet og for mange af byens borgere – både børn og voksne. I modsætning til mange andre markområder omkring Hjortshøj, er Andelssamfundets arealer åbne for offentligheden. Her kan man deltage i dyrkning af økologiske grøntsager, købe abonnement på lokalt producerede fødevarer, og børn kan opleve levende husdyr som høns, geder, får og grise. Derudover afholdes der f.eks. både høstmarked og Hjortshøjfestival, som tiltrækker besøgende fra både byen og omegn og bidrager til det lokale kulturliv.

Forskning viser, at adgang til grønne og rekreative områder har en positiv effekt på både trivsel og mental sundhed – særligt for børn. Mange byer arbejder derfor målrettet med at integrere grønne områder i byplanlægningen. Det er derfor bekymrende, at Helhedsplanen for Hjortshøj lægger op til det modsatte: at erstatte et velfungerende rekreativt område med bebyggelse. Dette risikerer at fjerne et værdifuldt samlingspunkt for lokalsamfundet og svække både byens identitet og borgernes livskvalitet.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Malene Thygesen

Indsendt

14/09/2025 06:38

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS2495568

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Kommuneplan
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1175

Kontakt

Simon Detjen Schmidt
Projektleder
Tlf. 29209667

Aarhus Kommune 
Teknik og Miljø
Bystrategi, Kommuneplanafdelingen.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Kommuneplan 2025 Klik her 

Du kan også se gældende kommuneplan - klik her 

Planstrategi 2023 er den politiske strategi forud for Kommuneplan 2025 - se Planstrategi 2023 - klik her.