Bevar midtbyens subkulturer og fristedet Sidesporet.
Der var engang hvor mange skæve eksistenser, udsatte, ensomme og andre på kanten af samfundet fandt sammen i Aarhus' mange grønne parker fordi byen ingen tilbud havde til disse mennesker. Denne gruppe af mennesker søgte fællesskab, omsorg og indhold i dagligdagen. Desværre tiltrak det også mennesker som skabte utryghed og til tider sammenstød mellem de to grupper og offentlige instanser som politiet.
Foreningen for Midtbyens Subkulturer (FMS) har i over 10 år - seks år på nuværende adresse - gennem egen drift, drevet fristedet Sidesporet. Vi modtager ingen offentlig økonomisk støtte da vi gerne vil vise hvad vi kan selv, nemlig at være selvstyrende og selvstændige i skabelsen og vedligeholdelse af et fristed for byens subkultureelle udsatte og ensomme. Fristedet har været med til at få trygheden tilbage hos den enkelte og for fællesskabet.
Da vi flyttede ind på vores nuværende adresse, Thomas Koppels Gade 171, i 2019 bestod fristedet af få containere og skure. Gennem de sidste seks år har medlemmer af FMS og Sideporet skabt, bygget og vedligeholdt et fristed der nu består af et venue / koncertrum, en bar med kolde og varme drikke, værksteder som rummer kreative projekter, madkemi og madlavning, yoga, faste besøg fra socialtandplejen, ugentlig aftensmad (kød og vegansk), grøn og hyggelig udendørs gård, booking og eventmager, brætspilsdage samt ugentlig åbent møde for alle. Vi har et stort netværk, særligt til vores naboer. Vi deltager i skraldeindsamlingen, vores "nybyggede" naboer hilser vi på og de besøger også fristedet, vi deltager i Ombold og meget mere.
I år har vi været en del af Aarhus Festuge i alle 10 dage med et subkulturelt program. Vi havde flere besøg end vi turde drømme om og byens borgere efterspørger nu flere arrangementer som vores.
FMS og Sidesporet vil blive enormt kede af hvis kommunen ikke kan se, mærke og dermed finde plads til os i byudviklingsplanerne. Det vi giver Aarhus kommune og by er så unikt at det hverken kan genskabes af offentlige instanser og højt uddannede kaospiloter og eventmagere - eller drives af socialfaglige personer og pædagoger. Sidesporet er skabt og formet af målgruppen selv: udsatte og ensomme gennem fælles interesser og følelser.
Der er en del byer i Danmark (blandt andet Odense), hvor der sidder borgere og politikere som gerne besøger Aarhus blot for at aflægge Sidesporet et besøg. De inspireres, drømmer om og når de kommer hjem, så kæmper de for sådan et sted i deres by også.
Det blev sagt i 2019 og i 2025 er det blevet bevist at et frivilligdrevet / selvstyret fristed for udsatte og ensomme gør en positiv forskel på både brugere men også på byen og borgerne.
Vores største ønske er at få lov at få plads til at drive et fristed skabt af målgruppen selv, da det giver enormt meget livslyst og tryghed til brugerne, samtidig med at vi kan tilbyde byens borgere et subkulturelt fristed med alskens aktiviteter i Aarhus; Jyllands metropol.