Høringssvar vedr. Forslag til Kommuneplan 2025 – Skødstrup/Segalt, matrikel 9a, 9d, 10d, 10e, 6i, 1be og 3h Segalt By, Skødstrup
Vi ønsker med dette høringssvar at understøtte arbejdet med at indarbejde Segalt Ny Bydel i den kommende kommuneplan.
Området er udlagt som perspektivareal til byudvikling og ønskes medtaget som boligområde i Kommuneplan 2025. Den nuværende landbrugsdrift med konventionelt markbrug vil ophøre, hvilket giver et markant løft for miljø og grundvand, da brugen af nitrat og pesticider bringes til ophør. I alt omfatter projektet en omlægning fra landbrugsdrift til skovrejsning og boligområde på et samlet areal på 915.000 m2, der således vil styrke kommunens målsætninger ved at forbedre grundvandsbeskyttelsen gennem ophør af pesticidholdig drift.
Projektet fremstår som en helhedsorienteret udvikling, hvor naturen udgør den formgivende ramme, og hvor mangfoldighed i boligformer prioriteres. Der planlægges for almene boliger, generations- og seniorfællesskaber, plejeboliger samt familieboliger i forskellige størrelser. Disse indplaceres i varierende grundudlæg – herunder kompakte grunde, rækkehuse, klyngehuse og dobbelthuse i både ét og to plan. Denne differentiering giver mulighed for en mere bæredygtig arealudnyttelse og et boligudbud, der kan tilgodese forskellige livsfaser og målgrupper.
Derudover lægges vægt på etablering af et levende bycenter med sundhedshus, indkøbsmuligheder, multihus og fællesfunktioner, som kan styrke både bydelen selv og dens sammenhæng med det eksisterende Skødstrup. Rekreative og blå-grønne områder, supercykelsti, sikre skoleveje og nærheden til letbanen bidrager til at skabe en velfungerende og bæredygtig infrastruktur.
Det er værd at fremhæve, at Skødstrup Fællesråd, på møde i maj 2025, har udtrykt sig meget positivt om projektet og ser det som en mulighed for at udvikle Skødstrup med en ny bydel, der understøtter fællesskaber, kultur, sport og natur. Projektgruppen har ligeledes haft en god dialog med erhvervsrådet, som også er positive overfor projektet.
Samlet set vurderer vi, at Segalt Ny Bydel kan blive et væsentligt bidrag til en balanceret byudvikling i Aarhus Kommune, hvor boligudvikling, fællesskaber og naturhensyn går hånd i hånd. Vi anbefaler derfor, at området matrikel 9a, 9d, 10d, 10e, 6i, 1be og 3h Segalt By, Skødstrup indarbejdes i kommuneplanens rammer.