Gå til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Kommuneplan 2025

Høringssvar til offentlig høring af Kommuneplan 2025

Mårslet Fællesråd fremsender hermed høringssvar til forslaget til Kommuneplan 2025. Da Kommuneplan 2025 sætter rammerne for ”den fysiske udvikling i Aarhus”, gøres hermed opmærksom på følgende forhold med betydning for lokalområdet og lokalområdets infrastruktur.
1. Forslaget til Kommuneplan lægger op til fortsat byvækst i tidligere udpegede vækstområder. Dette har naturligvis meget stor lokal bevågenhed og fordrer til solid inddragelse af lokalområdet. Mårslet Fællesråd anmoder Aarhus Kommune om at fremlægge en plan for inddragelse af lokalområdet i forbindelse med Byskitse og andre kommende planarbejder i 8320.
2. Trafikale forhold: Med afsæt i lokalt fremsatte synspunkter vedrørende Jelshøjvejs meget begrænsede kapacitet, allerede erkendte flaskehalsproblemer omkring Mårslet skole, samt manglende kapacitet på Testrupvej, Tandervej samt Obstrupvej til at håndtere yderligere trafikal belastning, anfører Mårslet Fællesråd, at Aarhus Kommune i forbindelse med større udstykninger skal planlægge for den samlede infrastruktur i lokalområdet, så trafikale forhold i Mårslet ikke forværres. Til infrastruktur hører naturligvis også tilstrækkelige stiforbindelser og krydsningsmuligheder på Letbanen, hvilket mange gange er fremsat som ønske.
3. Her fremhæves konkret, at trafikmængden på Tandervej er steget siden tilslutningen til Giber Ringvej. Da Mårslet Fællesråd i årevis har ønsket at aflaste Mårslet midtby for gennemgående trafik, konstaterer vi at behovet for at drøfte den samlede trafikale infrastruktur er øget.
4. Mårslet skole: Det er i Helhedsplanen for 8320 ønsket, at Mårslet skole fortsat er lokalområdets eneste kommunale skole, idet den anses som væsentlig for den lokale tilknytning og identitet. Det ønskes derfor at udbygningstakten i nye udstykninger skal tilrettelægges og om nødvendigt begrænses, så Mårslet Skole ikke skal deles og ej heller skal lokalt bosiddende skolebørn sendes til andre skoledistrikter.
5. Boliger og omgivelser: Der er lokalt blevet fremsat flere forslag om blandede boligformer eller alternativer til de traditionelle villakvarterer, så man i princippet kan bo hele sit liv i lokalområdet. Med andre ord ønsker Mårslet Fællesråd, at der i byudviklingen sikres mulighed for at ældre, fraskilte og unge, der i dag kan mangle mulighed for at bosætte sig lokalt, fremover vil kunne finde egnede boliger svarende til disse gruppers behov og formåen. Fællesrådet oplever interesse for anvendelse af bæredygtige materialer samt etablering af naturløsninger i forbindelse med udstykninger i lokalområdet.
6. Mårslet Fællesråd har noteret sig med tilfredshed, at forhold omkring jorddyrkelse, landskab, drikkevandsbeskyttelse mm er behandlet fagligt i større dybde end i Planstrategi 2023, så det bliver mere tydeligt, hvad kommunen har lagt vægt på.

Mårslet Fællesråd vil som altid lægge vægt på god og tidlig borgerinddragelse i det videre arbejde med Kommuneplanen. Det er derfor også modtaget med tilfredshed, at det blev muligt for borgere i Mårslet at få udkastet til Kommuneplan 2025 gennemgået ved et Borgermøde, af chefen for kommuneplanen. Vi ser dog gerne i fremtiden, at Kommunens planlægning vil gøre det muligt at informere lokalområdet i bedre tid før mødet. Vi anbefaler, at online muligheder for borgeres deltagelse udvikles yderligere.

Med venlig hilsen
Mårslet Fællesråd, september 2025
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Anders Kjær

Indsendt

14/09/2025 14:39

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

Mårslet Fællesråd

Sagsnummer

HS0515956

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Kommuneplan
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1175

Kontakt

Simon Detjen Schmidt
Projektleder
Tlf. 29209667

Aarhus Kommune 
Teknik og Miljø
Bystrategi, Kommuneplanafdelingen.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Kommuneplan 2025 Klik her 

Du kan også se gældende kommuneplan - klik her 

Planstrategi 2023 er den politiske strategi forud for Kommuneplan 2025 - se Planstrategi 2023 - klik her.