Jeg vil gerne tilslutte mig Skæring Fællesråds indstilling til ikke at udvikle på de af Tækker Group beskrevne arealer.
Jeg bemærker at Tækker Group v. Peter Boe Hauggaard-Nielsen (Sagsnummer HS2059740) i meget høj grad har forsøgt at skrive en masse positive buzzwords i deres nye forslag til byudvikling i Skæring Nord.
Jeg savner i den grad at se dem underbygge, at deres byudvikling vil fremme områdets biodiversitet. De mange eksisterende småbiotoper i området understøtter en stor diversitet allerede, bl.a. en lang rækker arter som i forvejen har det svært i nutidens Danmark. De små områder med skov (bl.a. områder med eg) har ynglende Spurvehøg, marker og enge huser ynglende Sang -og Bomlærker og dertil kommer at de åbne områder er fourageringsområde for Rørhøg og Rød Glente. Hvor de skal findes passende fouragerings – og ynglehabitat i et fremtidigt parcelhuskvarter har jeg svært ved at se. Det er nu engang sådan, at man for at fremme et områdes biodiversitet starter med at beskytte og fremme den, der er i forvejen. Grønne områder med nyplantede træer og legepladser understøtter ikke specielt megen biodiversitet, selvom det sikkert ser flot ud på et kort. Hvis man fra kommunens side virkelig ville sætte handling bag deres flotte ord om Biodiversitet, så bibeholdt man de allerede eksisterende værdier og forsøgte at øge dem ved at udlægge mere natur i denne grønne kile.
Tækker Group foreslår derudover at føre endnu mere trafik ind i området fra Grenåvej ved at tilføje en tilkørselsvej mere. Skæring Nord er i forvejen ikke begunstiget af et vejnet, der kan understøtte den mængde beboere der allerede bor i området. Jeg har derfor svært ved at se, at en endnu større vej ind i området og endnu flere beboere skal afhjælpe dette. Der er mange skolebørn der dagligt bruger Skæring Hedevej.
I fald man skal udvikle og udvide boligmassen i området, så kunne man starte med at kigge på markerne vest for Grenåvej. Her kan man udvikle på et blankt kanvas uden at skulle ødelægge et allerede eksisterende boligområde. Det skal desuden understreges at boligmassen i området allerede forøges ved Aarhus Kommunes område fra den gamle planteskole til Føtex + den forholdsvis nye ændring af sommerhuskvarteret til helårsbeboelse.
Jeg forstår udmærket de lokale lodsejeres og Tækker Groups ønske om profit, men de skal jo så heller ikke bo i området. Det er ikke mange år siden vi sidst skulle forholde os til et meget lignende forslag, som også mødte voldsom modstand fra beboerne i Skæring. Måske skulle man lytte til områdets beboere og stoppe den proces en gang for alle.