Stop DSBs planer ved Augustenborggade - Aarhus har brug for luft, natur og subkultur
Kære byråd, lyt til os for en gangs skyld!!!!
Jeg skriver som mor, beboer på Langenæs og en del af et lokalsamfund, der betyder meget for mig. Min far blev født her i 1952, og mine egne børn er også vokset op her. Langenæs er ikke bare et sted på kortet – det er en livsramme, et fællesskab og en historie, som jeg ønsker at bevare for kommende generationer.
Jeg vil derfor kraftigt opfordre jer til ikke at lade Augustenborggade og banegraven blive en del af den kommende byplanlægning. Bevar i stedet de grønne kiler, der forbinder Aarhus midtby hele vejen ud til Eskelunden. Disse grønne områder er unikke for vores by og giver plads til både børn, dyreliv og mangfoldighed. Her lever kolonihaver, Hus Forbi Værestedet Skrænten, fællesskab og kreativitet side om side med resten af. byen der flittigt bruger området sammen med os hver eneste dag – et bevis på, at Aarhus er en by, der tør værne om sin diversitet. Noget der burde stå Byrådet på sinde at værne om, således at vores by forbliver en attraktiv by at besøge – og ikke kun består af dyrt byggeri uden plads til subkultur. Subkulturen dør, hvis I presser den yderligere. Den er allerede mast på Godsbanen, og Sydhavnen står i kø for at blive mast. Lad den grønne kile ånde og give os det frirum, vi alle har brug for.
DSB Ejendomsudvikling har foreslået, at Kommuneplanen ændres, så der kan bygges boliger på arealet ved Augustenborggade. Jeg er – sammen med mange andre beboere på Langenæs – stærkt imod dette forslag og ønsker hermed at fremsætte en tydelig protest.
Langenæs er allerede et af de mest tæt bebyggede områder i Aarhus Kommune. At bygge endnu mere – og ovenikøbet i højden – vil ikke bare presse beboerne yderligere, men også ødelægge en af de mest værdifulde grønne forbindelser i Aarhus. Området ned mod åen har både naturmæssige og historiske kvaliteter, og ny bebyggelse vil have alvorlige, negative konsekvenser.
Den grønne kile langs åen er uvurderlig – både for biodiversiteten, for byens åndehuller og for børns opvækst. Nye bygninger vil forringe dette bælte, skæmme naturen og fortrænge dyrelivet.
Jeg hæfter mig desuden ved, at DSB tager Fællesrådet til indtægt for sit forslag, selvom Langenæs i øjeblikket slet ikke er repræsenteret der. Som beboer er jeg overbevist om, at langt størstedelen af os på Langenæs ikke ønsker yderligere høj bebyggelse.
I stedet bør man åbne området op for gående og cyklister, så endnu flere kan bevæge sig frit mellem åen og Langenæs. Og hvis man virkelig vil styrke bydelen, bør man ikke nedlægge de eksisterende kolonihaver, men tværtimod give plads til flere. Kolonihaverne skaber liv, fællesskab og åbenhed. De gamle værksteder kunne endda forvandles til fælleshuse, foreninger og kreative værksteder, som beboere i området kan få glæde af. Et nyt sted hvor subkkulturen kan blomstre og bidrage til byen.
Aarhus har brug for grønne pusterum og mangfoldige fællesskaber – ikke endnu flere betonblokke.
Med venlig hilsen
Astrid Stegeager
Beboer, Langenæs