Jeg ønsker hermed at indgive et høringssvar vedrørende forslag til Kommuneplan 2025 og den foreslåede linjeføring af en omfartsvej til Gl. Egå.
Jeg anerkender, at der er behov for at se på trafikafviklingen fra motorvejen til Aarhus, som i dag går gennem Gl. Egå via Mejlbyvej. En velovervejet løsning kan være med til at aflaste byen. Men i den foreliggende plan er omfartsvejen tegnet ind meget tæt op ad byen, hvilket giver anledning til væsentlige bekymringer vedrørende støj i området.
Støj og nærhed til byen:
Den foreslåede linjeføring ligger så tæt på Gl. Egå, at den østlige del af byen vil opleve en markant øget støjbelastning sammenlignet med byens påvirkning af støj fra den nuværende trafik via Mejlbyvej (40–50 km/t). En vej med 80 km/t i umiddelbar nærhed af byen vil forringe livskvaliteten for beboerne og gøre området mindre attraktivt som boligområde.
Det bør derfor være et grundlæggende princip, at der ved etablering af en eventuel omfartsvej ikke accepteres øget støj. Dette kan bl.a. sikres ved:
- at linjeføringen rykkes længere væk fra byen
- at hastigheden sænkes til under 80 km/t
- at der efter behov suppleres med støjreducerende tiltag, f.eks. støjvold.
En idé kunne være at benytte omfartsvejen som en adgangsvej til byudvikling fra omfartsvejen og ind mod Gl. Egå. Et byudviklingsområde kan indeholde både erhverv mod vejen, boliger og et grønt bælte, således at støj mindskes, og Gl. Egå’s karakteristika bevares. Ligeledes vil et byudviklingsområde kunne være med til at finansiere omfartsvejen og supplerende støjreducerende tiltag.
Trafiksikkerhed og skolevej:
Linjeføringen er i forslaget koblet på ved Grenåvej, som er Gl. Egå’s eneste skolevej for cyklende børn. En omfartsvej ført hertil vil øge trafikmængden og skabe en mere usikker og utryg skolevej, hvilket er bekymrende for børns sikkerhed og mobilitet i området.
For at sikre et trygt og sikkert bymiljø bør linjeføringen revurderes og rykkes længere mod nord. Dette vil mindske støjgenerne og samtidig bevare en sikker skolevej for områdets børn.
Afsluttende bemærkning:
Da Aarhus Kommune ønsker at tiltrække og fastholde børnefamilier samt skabe attraktive boligområder, er det afgørende, at trafikale løsninger planlægges med omtanke for både støj, byudvikling og trafiksikkerhed. Den nuværende placering af omfartsvejen lever ikke op til disse hensyn og bør derfor justeres.