Mere natur og mindre byggeri, støj og trafik i Stavtrup + nej tak til havneudvidelse
Som jeg læser planen er Stavtrup ikke en del af projekter for større byudvidelse – sådan bør det forblive. Der er allerede en del byggeri i gang, men byen er mættet. Jeg mener ikke byen kan tage mere trafik og bebyggelse overordnet set. Mange bruger Stavtrup som en smutvej, og der bygges også ved Ravsbjergvej/Jyllandsposten. Mere byggeri vil unægtelig give mere støj og biler, og det vil være synd i et område, der allerede er trængt på den front. Der er rigeligt støj i byen fra trafik og motorvejen, noget der er til gene for en stor del af byens beboere. Ligeledes er trafikken igen blevet heftig på Jarlsmindevej efter bumpene er fjernet. Dette skaber både utryghed og mere støj. Jeg håber kommunen vil tilgodese en holdbar løsning. Dagen efter bumpene blev fjernet gik hastigheden desværre op – nu er alt som før bumpene med meget hurtig kørsel.
Jeg mener Aarhus skal fokusere byudvikling de steder, hvor de trafikale forhold, tilsiger det. Stavtrup er klemt inde de på 3 veje; Ormslevvej, Jarlsmindevej/Søholmvej og Klokkeskovvej – trafikken står aldrig stille. Der bør absolut ikke bygges mere og tilføje mere trafik og mennesker.
Jeg håber, hvis dagen kommer, at der i eventuelle fremtidige byudviklingsprojekter i Stavtrup vil blive taget hensyn til at mindske støjpåvirkningen fra motorvejen. Flere ønsker at bygge i byen fordi de har en mark tilovers, men de fleste byggeprojekter er udelukkende til for profit. Hvis kommunen på et tidspunkt ønsker at bygge i Stavtrup håber jeg der vælges det projekt langs motorvejen, hvor der er mulighed for rent faktisk at lave et tiltag med støjdæmpning, der kan være til gavn for byens beboere og et emne som mange er optaget af. Projektet kan, hvis kommunen stiller de rigtige krav, bridrage med både rekreative områder med beplantning langs en jordvold, som (forhåbentlig) vil kunne dæmpe nogle af de støjgener, der er i byen.
Jeg mener det grønne Danmarkskort fint kunne udvides yderligere i Stavtrup og inkludere alle de marker, der er langs Råhøjvej og Søholmvej – og at disse således fredes for eventuel bebyggelse i fremtiden. I stedet kunne man enten bevare det landlige islæt i byens midte, eller alternativt på sigt omlægge markerne til et åbent naturområde med kvæg eller et åløb, som kunne skabe en flot visuel bred grøn kile gennem byen. Det ville styrke byen. Jeg synes det er unikt for Stavtrup, at der findes et åbent markområde, og dette ville være synd at plastre til med boliger. Når Multihallen bygges fjernes også en mark midt i byen – jeg er stor tilhænger af multihallen, men mener også det samtidig er synd at fjerne marken og omlægge til hal, for man fjerner samtidig et åbent område, som er kønt at kigge på.
Nej tak til Rasmus Kjær og Thybo Ejendomsudvikling forslag om at bebygge marken på Råhøjvej – der mangler IKKE boliger i Stavtrup. Og lige præcis den placering vil ødelægge det unikke vi har i Stavtrup med åbne marker midt i byen.
Havneudvidelsen
Jeg mener det er unødvendigt med den store udvidelse. I ødelægger noget ganske unikt ved at gå den vej.