Der er kommet et forslag om at bygge en letbane som kører op af Viborgvej, men jeg synes ærligt talt ikke, det er en særlig god idé. Der er mange ting, man ikke tænker over, når man hører ordet "letbane", for det lyder jo smart og grønt – men i virkeligheden er det slet ikke så godt, som det lyder - efter min mening.
Først og fremmest er det dårligt for klimaet. Selvom letbanen i sig selv kører på el, så udleder det virkelig meget CO2 bare at bygge den og fjerne den, når det skal ned igen. Man skal grave en masse op, bruge store maskiner og materialer som beton og stål – alt sammen noget, der forurener. Hvorfor ikke i stedet investere i elbusser, som er billigere, mere fleksible og meget nemmere at sætte i drift og fjerne igen?
Hvor lang tid kommer vi overhovedet til at have en letbane, inden vi har udviklet noget, der er bedre og mere effektivt?
Derudover vil letbanen gøre det mere besværligt og farligt at komme rundt i byen – især for os unge, der cykler eller går til skole. Den vil komme til at forstyrre min skolevej, fordi jeg skal passere letbanen og det kan blive farligt at krydse skinnerne. Jeg synes fx. allerede at det er farligt at skulle krydse Nørreport-krydset, hver gang jeg skal ud på Aarhus Ø, pga. letbanen.
Derudover så kommer den til at holde mange steder undervejs, så det faktisk vil tage længere tid at tage letbanen end bare at cykle eller tage bussen.
En anden ting er, at letbanen tit har problemer med vejret. Om efteråret kører den ikke, hvis der er for mange blade på skinnerne. Om vinteren er der problemer med is på skinnerne. Det gør den meget upålidelig – og hvad er så pointen, hvis man alligevel ikke kan regne med, at den kører? Jeg skulle fx. en gang med letbanen med mine venner og vi regnede med, at vi kunne tage letbanen, men så blev alle afgangene aflyst, så vi blev nødt til at ringe til vores forældre, så de kunne køre os.
Herudover er jeg bange for det visuelle udtryk. Jeg synes, at Viborgvej i dag er en flot vej med træer på begge sider, men jeg tror, at vejen kommer til at se grimmere ud, hvis letbanen bygges.
Alt i alt synes jeg, det ville være en bedre idé at bruge pengene på noget, der faktisk virker og hjælper – som grønne busser, sikre cykelstier og bedre trafikforhold for alle.