Vedr. mulig placering af nyt letbaneværksted i Skejby
Vedr. mulig placering af nyt letbaneværksted i Skejby
Afsendere:
Gl. Skejby Borgerforening
Lisbjerg Byudviklingsudvalg under Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted Fællesråd
Vi vil gerne begynde med at udtrykke vores generelle opbakning til letbanen som en vigtig del af den kollektive trafik i Aarhus. I vores område har vi stor glæde af letbanen i dag – og vi ser frem til en udbygning af nettet i takt med, at byen vokser.
I den aktuelle høringsfase vil vi dog gerne benytte lejligheden til at pege på nogle forhold, som vi håber vil blive undersøgt grundigt i det videre arbejde – særligt i forbindelse med den mulige placering af et nyt letbaneværksted ved Kirstinesminde nord for Aarhus Universitetshospital og op mod Gl. Skejby.
1. Virkning på naboområder og trafikale forhold
Gl. Skejby er et lavt bebygget, grønt og roligt område, som grænser direkte op til den foreslåede placering af værkstedet. Hvis der skal etableres værkstedsbygninger og spor, vil det være vigtigt, at følgende forhold bliver belyst i miljøvurderingen:
- Hvordan sikres det, at støj, lys, lugt og vibrationer fra værkstedet holdes inden for gældende grænseværdier – både i anlægs- og driftsfasen?
- Hvordan påvirkes tilgængeligheden til området – særligt i myldretiden, hvor der i forvejen er pres på vejnettet omkring sygehuset?
- Vil der ske oprydning og eventuel jordrensning på arealet forud for en eventuel anlægstilladelse – herunder håndtering af potentielt forurenet jord fra den tidligere brandskole? Og hvordan skal oprydningen foregå, så der ikke sker yderligere miljøpåvirkning i lokalområdet?
- Har Aarhus Universitetshospital udtrykt ønsker til brugen af området tæt ved sygehusdriften? Kan der være forbehold og ønsker fra AUH, som bør indtænkes?
2. Supercykelsti og krydsning af bane
Et særligt opmærksomhedspunkt er den supercykelsti, som i dag løber langs letbanen og forbinder Skejby og Lisbjerg med midtbyen. Cykelstien er en vigtig og prioriteret pendlerrute og fungerer i dag som en hurtig og sikker adgangsvej for mange – herunder ansatte og besøgende til Aarhus Universitetshospital.
Vi vil derfor kraftigt opfordre til, at en eventuel krydsning mellem letbanetog og supercykelsti – så vidt overhovedet muligt – etableres som en niveaufri krydsning. Det vil være i tråd med intentionerne bag supercykelstien, som netop skal sikre en sammenhængende, sikker og effektiv cykelforbindelse.
Det bør i den forbindelse undersøges nærmere, om ikke de kuperede terrænforhold på cykelsti-strækningen mellem Paludan-Müllers Vej og AUH st. netop skaber gode forudsætninger for en niveaufri løsning – f.eks. ved at føre cykelstien under sporarealet i en tunnel eller viadukt.
Hvis det mod forventning ikke viser sig muligt at etablere en niveaufri krydsning, bør følgende spørgsmål indgå i miljøvurderingen:
- Hvor mange letbanetog forventes dagligt at krydse stien?
- Skal der opsættes bomme, lyskryds eller anden form for regulering?
- Hvis der opsættes lyskryds, hvor længe må cyklister påregne at holde for rødt?
- Kan man eksempelvis sikre, at letbanetogene ikke krydser stien i myldretiden (fx kl. 6–9 og 14–17 på hverdage), hvor der er flest cyklister på ruten?
3. Bevaring af eksisterende beplantning
Området omkring Kirstinesminde er i dag præget af mange store, ældre træer og grøn beplantning, som både har natur- og klimamæssig værdi og fungerer som visuel og støjmæssig afskærmning mod de omkringliggende områder.
Vi opfordrer derfor til, at eksisterende beplantning bevares i videst muligt omfang, og at træerne aktivt indtænkes som naturlig afskærmning af eventuelle bygningsanlæg. Et kommende letbaneværksted vil helt fair ikke nødvendigvis blive et arkitektonisk vartegn, og det vil derfor være oplagt at lade landskabet hjælpe med at minimere de visuelle indtryk for naboerne i Gl. Skejby og forbipasserende cyklister og bilister.
4. Inddragelse af naboer og lokalplanproces
Vi ser frem til at følge det videre arbejde og håber, at ovenstående forhold vil indgå i miljøvurderingen – herunder i en tidlig og grundig borgerdialog, hvis placeringen i Skejby bliver videreført i projektet.
Vi er samtidig opmærksomme på, at en eventuel placering af værkstedet i Skejby forudsætter udarbejdelse af en ny lokalplan. Vi stiller os meget gerne til rådighed i processen med tilblivelsen af en sådan – både for at bidrage med lokalkendskab og for at sikre, at planlægningen balancerer hensynet til værkstedets funktion med hensynet til naboer, natur og cykelinfrastruktur.
Med venlig hilsen
Gl. Skejby Borgerforening
Lisbjerg byudviklingsudvalg under Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted Fællesråd