Gå til hovedindhold

Høringssvar

Letbanens etape 2 - Hvad skal vi huske at undersøge i miljøvurderingen?

Inputs til miljøvurdering for Letbanens etape II - Gellerup

Tak for muligheden for at deltage med inputs til miljøvurderingen for Letbanens etape II.  

På vegne af A. Enggaard A/S støtter vi op omkring Aarhus Kommunes planer om etablering af Letbanens etape II for forbedret mobilitet og positive bidrag til den grønne omstilling.

En letbane mellem Brabrand/Gellerup og Aarhus C er et afgørende element i det mangeårige arbejde med udvikling af Gellerup fra udsat boligområde til attraktiv bydel. Letbanen er helt essentiel for den fortsatte udvikling i det vestlige Aarhus og vil være et afgørende element i Transformationen af Gellerup, da den vil binde bydelen sammen med resten af Aarhus og herved bidrage til øget incitament i relation til at tiltrække både børnefamilier og andre nye tilflyttere til bydelen.

Vores engagement i Gellerup er omfattende og spænder fra kontorbyggerier, dagligvarebutikker, boliger og friplejehjem i Helheden ved Åby Ringvej og udvikling af et stort og urbant boligområde med rækkehuse til børnefamilier, lejligheder og et aktivt butiks- og caféliv langs Karen Blixens Boulevard.

Planlægningen for transformationen af Gellerup har været i gang i mere end 10 år, og vi er selv direkte involveret i lokalplan 1014, 1103 og 1208. Herudover har man i det øvrige Gellerup vedtaget lokalplan 1017, 1058, 1170, 1183 og 1192. Fælles for alle disse lokalplaner er, at man har anvendt en reduceret parkeringsnorm/letbanenorm. Desuden er der i projektet for lokalplan 1208 investeret i særlige foranstaltninger ift. brandredning, adgangsforhold, støjkrav mv. for at imødekomme etablering af den højklassificeret kollektive trafik. Opførelsen af projekterne i Gellerup er på nuværende tidspunkt så fremskreden, at behovet for snarlig etablering af en højklassificeret kollektivtrafikløsning er altoverskyggende. Den manglende forsyning af området er en væsentlig medvirkende faktor i udfordringen med at tiltrække familier til bydelen.

Vi vil anbefale, at der i den videre planlægning af etape II tages følgende betragtninger

Området omkring Karen Blixens Boulevard:
Som et væsentligt bystrategisk greb er Karen Blixens Boulevard etableret som et bærende element for Gellerup med hensigt om et levende byliv i form af butikker, caféer, bibliotek, svømmebad, skole mv. på begge sider af boulevarden. Letbanens terræn og stoppested(er) skal tilstræbes indpasset i denne kontekst med et højt ambitionsniveau og sikre at tracéet binder boulevardens funktioner sammen og ikke opdeler bydelen. Det bedes undersøgt, hvorvidt dette særlige boulevardforløb kan have reduceret hastighed og at tracéet kan have flere åbne forbindelser, så boulevarden kan krydses for bløde trafikanter lig strækningen nær Dokk1.

Desuden vurderes det hensigtsmæssigt for oplevelsen af det urbane byrum langs boulevarden, at tracéet integreres i belægningen som det er tilfældet ved Dokk1.
Karen Blixens Boulevard bør i højere grad tilgodese cyklister og at der med fordel kan etableres/markeres en cykelsti ved etableringen af tracéet.


Området omkring City Vest:
Området omkring indkøbscentret City Vest er der endnu ikke lavet en ny lokalplan for, men denne er under udarbejdelse i dialog med Aarhus Kommune. I relation til denne ejendom, hvor letbanen passerer langs det østlige skel og har stoppested langs det sydlige, der er det væsentligt at få belyst grundigt, hvordan den kommende letbane påvirker den trafikale tilgængelighed til centret. Om end at den nuværende bygningsmasse delvis transformeres og nedrives for at give plads til boliger, så vil der forsat være et uændret antal turrater til grunden. Herudover vil det for så vidt hvad angår det fremtidige bydelscenter og de dertilhørende detail- og dagligvarebutikker være af største væsentlighed, at der forsat er en god tilslutning til det overordnede vejnet. Dette betyder bl.a., at det er væsentligt at minimum to af de tre udkørsler mod øst også kan bevares i fremtiden. Dette også af hensyn til grundens terrasserende udformning, hvor den falder 9 højdemeter fra nord mod syd og det vil blive umuligt at trafikalt forsyne den sydlige del af grunden i fremtiden, hvis ikke der er flere gode indgange fra øst.

Endeligt kan et øget fokus på placeringen af de bløde trafikanter nævnes. Her forlyder det, at man planlægger at disse skal være på ydersiden (østsiden) af letbanen, hvilket betyder at de vil få svært ved at få adgang til det nye bydelscenter på City Vest grunden. Dette ville være stærkt uhensigtsmæssigt, da det vil afskære folk for nemt at kunne komme til indkøbsmuligheder i forbindelse med deres daglige transport frem og tilbage på cykel eller til fods. I sidste ende vil det få betydning for antallet af butikker, der er muligt at tiltrække til et kommende bydelscenter og derved være negativt for de overordnede økonomiske levevilkår for bydelscenteret.

Vi ser frem til den videre planlægning og udformning og stiller os til rådighed for yderligere dialog.

Med venlig hilsen

A. Enggaard A/S

Lars Thesmer Sørensen og
Jacob Futterup Sørensen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jacob Futterup Sørensen

Indsendt

23/08/2025 19:31

Udtaler sig som

Virksomhed

Organisation

A. Enggaard A/S

Sagsnummer

HS5778751

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Åby Åbyhøj Brabrand - Gellerup Hasle Midtbyen Skejby-Christiansbjerg

Hørings-id

H1178

Kontakt

Har du spørgsmål vedrørende 
miljøvurderingen?

Så kontakt:
Hanne Kaagaard Jensen
VVM-planlægger
E-mail: hkj@aarhus.dk
Telefon: 2920 8698


Har du spørgsmål vedrørende 
lokalplan og kommuneplantillæg?

Så kontakt:
Andreas Blau
Byplanlægger
E-mail: andaleb@aarhus.dk
Telefon: 2961 2086