I forbindelse med undersøgelsen forud for en evt. linjeføring ad Viborgvej, ønsker vi opmærksomhed på konsekvenser i form af støj, forurening og øvrige gener for de villakvarterer, som letbanen vil køre igennem.
Der ser bl.a. ud til at være planlagt en inddragelse af en del af et af de meget få grønne områder, nemlig parken langs Degnebakken ifm. omformerstation. Det vil være et stort tab, og de gamle høje træer bør bevares.
Det fremgår ikke af materialet, om letbanen vil betyde en udvidelse af det nuværende vejareal, inddragelse af nuværende beboelsesarealer, mere eller mindre bil- og lastbiltrafik på Viborgvej osv. Det gør det svært som beboer at forholde sig til mulige konsekvenser af etape 2.
Tidligere er vi beboere blevet præsenteret for en helhedsplan for Hasle, der handler om fortætning. I denne høring er der ikke lavet en kobling mellem de to indgribende planer for vores lokalområde, som kunne gøre det klart, hvilke konsekvenser letbanen kan få f.eks. med fortætning (blokke, hvor der i dag er gamle villaer), udvidelse af vejareal osv. Dette burde være en del af grundlaget, når vi som beboere bliver inddraget.
Hvis det bliver besluttet at igangsætte etape 2 med den præsenterede linjeføring, håber vi som beboere i området, at der vil være vedvarende fokus på at mindske gener, både under byggeproces og i drift for alle beboere langs ruten.