Gå til hovedindhold

Høringssvar

Letbanens etape 2 - Hvad skal vi huske at undersøge i miljøvurderingen?

Høringssvar fra Gellerupparkens afdelingsbestyrelse

Til Plan, Aarhus Kommune
Letbane – Høringssvar fra Gellerupparkens afdelingsbestyrelse
I Gellerupparken har vi forsøgt at følge planerne omkring tilblivelsen af en letbane til vores område, siden vi tog hul på snakken om en helhedsplan for området for snart tyve år siden.
Vi beboere var i en lang årrække af den overbevisning, at vi kunne forvente en letbane til Gellerup inden udgangen af 2022.
Men sådan skulle det ikke blive – selv om talen om letbanen allerede havde indflydelse på forlægningen af Tinesvejs forlængelse op bag blok B7, Gudrunsvej 68-76. Denne forlængelse inddrog et større areal af blokkens tidligere grønne fællesareal, som i dag er endt som en smal grøn tarm i byparken, der er en del af grundejerforeningen.
For måske ti år siden fik vi så pludselig at vide, at den planlagte ruteføring vest om Gellerup Kirke skulle ændres til at gå øst om City Vest, fordi centret ville bygge fem biografer på den nordøstlige p-plads – betinget af den ændrede ruteføring. Planerne indebar, at Nordgårdhallen skulle rives ned, på trods af at der var seriøse lokale planer om at omdanne hallen til en spændende kunsthal.
Biografplanerne blev, har tiden vist, aldrig til noget. Men ruteføringen er fortsat planlagt til at gå øst om City Vest – selv om vi mener, det giver bedre mening at føre banen ned forbi Kollektivbyen og Fredspladsen og mod vest, forbi kirken og over mod Skovgårdsparken, som i flere år har været en ørken i forhold til busbetjening. Her bor mange ældre beboere, som ikke formodes at have bil.
Selv om letbanen stadig kun er en illusion, som først besluttes om et par år og måske kan forventes i 2034, er vi som beboere i Gellerupparken allerede nu ramt af kommunens beslutning om at nedsætte p-normen for vores område, fordi man forventer en letbane. Det betyder, at det i dag opleves, som om der er alt for få parkeringspladser i området. Den oplevelse kan kun forventes at blive endnu mere forstærket, efterhånden som der begynder at flytte beboere ind i de nye byggerier, der lige nu skyder op af jorden og er klar til indflytning i løbet af de næste par år – 6-8 år før letbanen måske kommer!
Derudover har der i de sidste ti år været udlagt et ekstra tracé langs Karen Blixens Boulevard, som er forberedt til letbanen. Her kører der i dag stadig kun busser. Men langs boulevarden, med høje granitkantsten, har vi beboere og andre besøgende i bydelen måttet kigge langt efter cykelstier. Nu er der netop åbnet en skole på boulevarden – så uanset om der kommer en letbane eller ej, ønsker vi en cykelsti. Alternativt kunne man overveje at lave en delt bus-/cykelbane på tracéen, som det er set i andre storbyer. Der kører jo ikke busser i tracéen hele tiden.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Helle Hansen

Indsendt

24/08/2025 21:29

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

Gellerupparkens afdelingsbestyrelse

Sagsnummer

HS9361333

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type

Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Åby Åbyhøj Brabrand - Gellerup Hasle Midtbyen Skejby-Christiansbjerg

Hørings-id

H1178

Kontakt

Har du spørgsmål vedrørende 
miljøvurderingen?

Så kontakt:
Hanne Kaagaard Jensen
VVM-planlægger
E-mail: hkj@aarhus.dk
Telefon: 2920 8698


Har du spørgsmål vedrørende 
lokalplan og kommuneplantillæg?

Så kontakt:
Andreas Blau
Byplanlægger
E-mail: andaleb@aarhus.dk
Telefon: 2961 2086