Forslag til Lokalplan nr. 1165 - Frydenlundcenteret - blandet bolig og erhverv
Kritiske klimaperspektiver
Projektet fremstår på overfladen som et forsøg på at samle og aktivere lokalområdet, og intentionerne om grønne kantzoner, byhaver samt prioritering af offentlig transport og bløde trafikanter er som udgangspunkt positive. Problemet er blot, at disse tiltag står i skærende kontrast til den meget store klimabelastning, som selve byggeriet medfører.
Der mangler i høj grad den samme grønne ambition, når det gælder selve konstruktionen og materialeforbruget. Projektet virker først og fremmest baseret på at rive eksisterende bygninger ned for at bygge nyt, uden nævneværdigt fokus på genanvendelse, transformation eller integration af den eksisterende bygningsmasse. Det er svært ikke at stille spørgsmål ved, om formålet i højere grad handler om profitmaksimering end om bæredygtig byudvikling. Dette indtryk forstærkes af den måde, hvorpå planerne tilsyneladende opgives, hvis lokalplanen ikke tilpasses projektets ønsker, fordi det ellers – som de selv formulerer det – ikke er realistisk rentabelt.
Der planlægges over 23.000 m² ny bebyggelse i tegl, beton og stål, kombineret med omfattende anlægsarbejde og parkeringskælder. Det er en type materialetungt byggeri med et meget stort CO₂-aftryk — en klimasynder, som Aarhus efterhånden kender alt for godt.
Det er naturligvis ærgerligt, når eksisterende bygninger får lov til at forfalde. Men netop derfor er det også relevant at spørge, hvorfor der ikke i højere grad er arbejdet med et transformationsprojekt, hvor eksisterende strukturer kunne bevares og videreudvikles, fremfor endnu et “riv ned og byg nyt”-projekt.
Området rummer et enormt potentiale, men centeret står i dag i markant forfald som følge af manglende struktur, udbud og vilje til at renovere, transformere og genoplive det eksisterende.
Samtidig står to villaer til at blive revet ned uden noget egentligt tungtvejende grundlag. Men de ender sandsynligvis som så mange andre villaer i Aarhus: jævnet med jorden for at gøre plads til nybyggeri. Når der i gennemsnit nedrives omkring tre enfamiliehuse om dagen i Danmark, kan to villaer måske virke ubetydelige i det store billede — men det er netop summen af disse beslutninger, der former udviklingen af vores by og vores klimaaftryk.
Download høringssvar som pdf