Spring til hovedindhold

Høringssvar

Forslag til Lokalplan nr. 1165 - Frydenlundcenteret - blandet bolig og erhverv

Kommentar til øget trafik og parkering i nærområdet

På vegne af Hasle Fællesråd vil jeg udtrykke vores bekymring for at planen for ”revitaliseringen” af Frydenlundcentret (inklusiv den ikke-acceptable inddragelse af de to bevaringsværdige villaer), vil øge trafikken og parkering på de tilstødende veje.

Risiko for øget trafik i boligområdet, trods indsats mod netop det.
I oktober 2025 afholdt Teknik og Miljø en workshop om kommende TRAFIK-ØER i Hasle, netop i samarbejde med os i Hasle Fællesråd mhp. at drøfte hvordan man kan sikre villakvarterer mod øget trafikbelastning.
Hvis man gennemfører planen som den foreligger, så vil det stik imod den gode hensigt betyde øget trafik på Haslevangsvej og nærområdet fra de nye bebyggelser i bunden. Da denne vej er blændet af, vil beboere fra de planlagte ”Gårdhavehuset” og ”Cykelhuset” KUN kunne komme derfra via Haslevangsvej - og videre op til Østrevej (der både er skolevej – og en meget brugt cykelvej til uddannelsesinstitutioner og midtby).
For at komme ud af området, må turen nødvendigvis være hen ad Østrevej til torvet – eller ned ad Højkolvej til Viborgvej. Flere biler, og endda også forøget renovationskørsel vil belaste nærområdet.

Utilstrækkelig parkering vil belaste de omkringliggende veje.
Der er planlagt alt for få parkeringspladser til de mange nye beboere, både i det store byggeri og de to delområder. Det vil belaste nærområdet, så man kan forudse parkerede biler på de tilstødende veje som Haslevangsvej og Østrevej.
Hvad angår ”Gårdhavehuset” og ”Cykelhuset”, der bl.a. skal huse unge, er det en vildfarelse at tro , at unge mennesker cykler, når virkeligheden er, at mange faktisk har egen bil. Altså bør kvoten for krævede parkeringspladser til et nybyggeri af den art justeres.
Den foreliggende plan har også hæftet sig op på dispensation pga. letbanens linje 2. Som flere af de andre høringssvar påpeger, så er denne trafikløsning nu lagt på hylden, i al fald foreløbig.. Det burde udløse en seriøs revision af parkeringsforholdene for det nye område.
Desuden er den P-plads, der stadig ligger foran det forladte center, til stadighed fyldt af biler, hvoraf en del formodentlig kommer udefra. Det er jo gratis parkering før man tager offentlig transport til byen. Hvor mon disse mange bilister vil vælge at parkere fremover? På villavejene selvfølgelig.
Det understreger behovet for en P-plads / opsamlingsplads lige udenfor Ringvejen.

Kirsten Østergaard Nielsen, bestyrelsesmedlem i Hasle Fællesråd
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Kirsten Østergaard Nielsen

Indsendt

17/06/2026 16:15

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

Hasle Fællesråd

Sagsnummer

HS6977541

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Lokalplan
Område
Hasle

Hørings-id

H1513

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
plan@mtm.aarhus.dk