Forslag til Lokalplan nr. 1205 - Boliger ved Tilst Vestervej og Gedingvej i Tilst
Høringssvar ang. lokalplan 1205 - Opmærksomhed på biodiversitet og sjældne arter
I det område, hvor der ifølge lokalplan 1205 planlægges opført lejeboliger, har naturen igennem en længere årrække fået lov til at udvikle sig relativt uforstyrret. Det har efter min vurdering skabt et værdifuldt naturområde, som i dag med stor sandsynlighed fungerer som vigtigt fødegrundlag og habitat for en bred vifte af vilde danske arter.
Ved et nyligt besøg i området observerede jeg blandt andet store, solbeskinnede sten, som udgør potentielle solpladser for krybdyr som firben, snog og hugorm. Der findes desuden flere mindre vandhuller, som på besøgstidspunktet var udtørrede, men som må forventes at kunne fungere som yngle- og levesteder for padder i perioder med tilstrækkelig vandtilførsel. Området husede masser af tidsler, som kan udgøre en vigtig føderessource for forskellige sommerfuglearter, samt en større bunke kvas, der kan fungere som skjule- og levested for smådyr, såsom pindsvin.
Der var desuden allerede en del mindre egetræer på vej op, og området synes derfor at være i en naturlig udvikling mod en selvsået skov. Det er værd at overveje, om denne naturlige succession i sig selv udgør en naturværdi, som bør indgå i vurderingen af områdets fremtidige anvendelse.
Jeg er selv uddannet biolog, og det undrer mig derfor, hvis området ikke allerede har undergået en grundig biologisk besigtigelse med henblik på at undersøge, hvilke arter og naturtyper der findes på arealet. Mine egne observationer blev foretaget under et kortvarigt besøg og jeg nåede kun at spotte mere almindelige arter, men, ikke desto mindre, så jeg stor diversitet af naturtyper, værdifulde levesteder og flere forskellige guldsmede- og sommerfuglearter.
Jeg fik desuden oplyst af en lokal beboer, som ofte færdes i området, at hun har observeret agerhøns på arealet. Agerhønen er en art, der har oplevet en betydelig tilbagegang i Danmark, og observationen bør derfor, efter min opfattelse, indgå i vurderingen af områdets naturværdi.
Et område, der gennem flere år har fået lov til at udvikle sig uden intensiv pleje eller bebyggelse, kan rumme stor naturværdi. Jeg mener derfor, at der bør udvises særlig forsigtighed med at ændre områdets karakter, før dets faktiske naturindhold er tilstrækkeligt undersøgt.
Download høringssvar som pdf