Spring til hovedindhold

Bekymring over bebyggelsens omfang, højde og påvirkning af nærområdet

  • Lokale forhold
Til Aarhus Kommune

Jeg ønsker hermed at indsende en personlig bemærkning til det skitserede byggeprojekt på Katrinebjergvej.

Jeg er bekymret for projektets konsekvenser for parkering, trafik og områdets karakter.

Særligt parkeringssituationen giver anledning til bekymring. Hvis der opføres omkring 250 lejeboliger, vil det medføre et betydeligt behov for parkeringspladser. Allerede i dag opleves området som meget presset, og det er ofte vanskeligt at finde ledige pladser på Katrinebjergvej og de omkringliggende veje.

Der er samtidig tale om et område, hvor flere byggeprojekter allerede er gennemført eller er under udvikling. Den samlede belastning af vejnet og parkeringsmuligheder bør derfor vurderes samlet og ikke kun for det enkelte projekt.

Hvis der indføres betalingsparkering i forbindelse med nye byggerier, frygter jeg, at problemet blot flyttes til de omkringliggende villaveje, herunder Dybkjærvej. Vi oplever allerede i dag, at bilister parkerer på sidevejene for at undgå betalingsparkering andre steder i området. Flere boliger uden tilsvarende parkeringskapacitet vil efter min vurdering forværre situationen betydeligt.

Jeg er desuden bekymret over, at projektet primært ser ud til at bestå af lejeboliger. Aarhus Kommune bør efter min opfattelse have en interesse i også at skabe flere ejerboliger i området. Ejerboliger bidrager til at fastholde borgere og familier i byen over længere tid og styrker ofte tilknytningen til lokalområdet. Det skaber engagement i nærmiljøet, foreningslivet og udviklingen af bydelen.

Endelig undrer det mig, at der arbejdes med bygninger på op til 14 etager ud mod Katrinebjergvej. Ved tidligere høringer og dialoger om udviklingen af området har der været meldinger om, at bebyggelse langs Katrinebjergvej maksimalt skulle opføres i tre etager. Jeg håber derfor, at kommunen vil redegøre for, hvorfor man nu overvejer en markant højere bebyggelse, og hvordan dette harmonerer med de tidligere udmeldinger.

Jeg håber, at kommunen vil inddrage disse forhold i den videre behandling af projektet.

Med venlig hilsen
Maja Østergaard Hansen

Tilføj ny kommentar

Bruger 250
4 uger siden
Hej,
Jeg deler samtlige bekymringer omkring dette, det er allerede på nuværende tidspunkt store udfordringer med at komme ud og ind af Dybkjærvej, lige som at skulle fra Katrinbjergvej ud på Paludan Müllers Vej allerede nu er nærmest umulig.
Selv med ud og indkørsel via P.M. Vej, som er under stort pres hele dagen, vil området lidt meget ved så stort et byggeri.
Vi ser allerede nu ind i flere 100 lejligheder og kontorer på Katrinebjergvej, når byggeriet på hjørnet af Katrinebjergvej og Møllevands Allé står færdig.
Jeg er på ingen måde imod nybyg, men det er nødvendigt at se på om selve område og vejnet kan klare mere pres.
Vh
Bekymret beboer på Dybkjærvej