Spring til hovedindhold

Grøn omstilling kræver også de rigtige placeringer

  • Proces
Grøn omstilling kræver også de rigtige placeringer

Jeg er ikke imod solenergi eller den grønne omstilling. Tværtimod. Men netop derfor mener jeg, at vi skal være kritiske over for, hvor vi placerer de store tekniske anlæg.

Jeg mener ikke, at solcelleparken ved Hørslevbol bør gennemføres.

Projektet er ganske vist reduceret fra de oprindelige ca. 80 hektar til ca. 42,5 hektar. Det er positivt, at der er lyttet til lokale input. Men 42,5 hektar er fortsat et meget stort teknisk anlæg, som vil ændre karakteren af det åbne landskab markant.

Det afgørende spørgsmål bør derfor være:

Hvorfor skal netop dette værdifulde landskab anvendes til et stort energianlæg, hvis den samme grønne energi kan produceres på arealer, hvor påvirkningen er mindre?

Området omkring Hørslevbol og Lyngbygård Å er et åbent og karakteristisk landskab med natur- og rekreative værdier. Når kommunen samtidig arbejder med at beskytte landskaber og natur, bør der være en meget høj tærskel for at placere et stort teknisk anlæg her.

Solceller på 42,5 hektar er ikke blot paneler på en mark. Det indebærer også hegn, adgangsveje, transformere, teknikinstallationer og afskærmende beplantning. Samlet ændrer det områdets karakter.

Jeg mener derfor, at kommunen bør anvende et princip om “først de mindst konfliktfyldte arealer”.

Undersøg først mulighederne på store tagflader, erhvervsområder, parkeringsarealer, arealer omkring eksisterende teknisk infrastruktur og andre allerede påvirkede arealer. Hvorfor skal værdifuldt åbent land være blandt de første arealer, vi tager i brug?

Jeg mener også, at naturpåvirkningen skal dokumenteres grundigt – herunder påvirkningen af dyreliv, økologiske forbindelser og området omkring Lyngbygård Å – før projektet eventuelt bringes videre.

Endelig bør Grøn Pulje og lokale økonomiske gevinster ikke bruges som argument for selve placeringen. Kompensation kan ikke ændre på, om en placering grundlæggende er hensigtsmæssig.

Vi skal have mere grøn energi. Men vi skal placere den klogt.

Min opfordring til Aarhus Kommune er derfor klar:

Stop arbejdet med solcelleparken ved Hørslevbol og undersøg i stedet alternative placeringer, hvor den grønne omstilling kan gennemføres med langt mindre påvirkning af landskab, natur og lokalsamfund.

Tilføj ny kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.