Aarhus Kommune er blevet anmodet af Grundejerforeningen Vest om at optage private fællesveje Berberisvej og Grankrogen som kommuneveje. Deri har grundejerforeningen anmodet om en trafiktælling på vejen efter privatvejslovens § 58 stk. 2.
På den baggrund har Aarhus Kommune vurderet vejens rolle i afviklingen af den overordnede trafik. Trafiktællingen har bekræftet antagelsen om, at den gennemgående, motorkørende trafik udgør en forholdsvis stor andel af trafikken på vejen. Andelen af gennemgående, motorkørende trafik er talt til 48% og formodes at overstige 50% i vinterhalvåret. Derudover er vejen udpeget som skolevej. Ud fra disse forhold har Aarhus Kommune vurderet, at Berberisvej og relevante strækning af Grankrogen bør optages som kommuneveje.
Afgørelse
Aarhus Kommune optager Berberisvej og dele af Grankrogen som kommuneveje. De præcise vejstrækninger, der optages, fremgår af kortbilag 1 på afgørelsens sidste side. Afgørelsens gyldighed er betinget af, at den tilhørende byrådsindstilling vedtages af Aarhus Byråd.
Aarhus Kommune er blevet anmodet om at optage private fællesveje Berberisvej og Grankrogen i deres fulde strækninger. Det er blevet besluttet af Aarhus Kommune at bibeholde vestligste del af Grankrogen som privat fællesvej, eftersom dette er en blind vej.
Baggrund for sagens behandling samt stillingtagen til høringssvar
Aarhus Kommune er blevet anmodet af Grundejerforeningen Vest om at foretage en trafiktælling mhp. at optage private fællesveje Berberisvej og Grankrogen som kommuneveje. Dette er gjort efter privatvejslovens § 58 stk. 2. Der er efterfølgende blevet foretaget en trafiktælling af Aarhus Kommune på Berberisvej/Grankrogen. Trafiknotatet herom er vedhæftet denne afgørelse som bilag 2. Det er her konkluderet, at 48% af den motorkørende trafik, der er blevet talt, har været gennemkørende. Trafiktællingen er blevet foretaget den 23. august 2023.
Aarhus Kommune formoder, at andelen af gennemgående, motorkørende trafik er højere end 50% i vinterhalvåret. Derudover tjener vejen som sikker skolevej for Skødstrup Skole. Som følge heraf vurderer Aarhus Kommune, at der er grundlag for at optage Berberisvej og dele af Grankrogen som kommuneveje. Aarhus Kommune har i en efterfølgende høring herom modtaget ni høringssvar.
I et enkelt høringssvar udtrykkes der fuld opbakning til opklassificeringen.
Der udtrykkes i flere høringssvar utilfredshed med, at dele af Grankrogen agtes bibeholdt som privat fællesvej. Der lægges her vægt på de økonomiske og administrative omkostninger, der vil være for de berørte grundejere. I høringssvarene gøres der opmærksom på, at den blinde del af Grankrogen udgør en strækning på mindre end 10% af den samlede strækning, der agtes opklassificeret.
Aarhus Kommune vurderer, at eftersom den resterende del af Grankrogen er en blind vej uden gennemkørende trafik, er der ikke grundlag for at opklassificere denne vejstrækning til kommunevej. Aarhus Kommune agter at lave et kort med tydeliggørelse af sondringen mellem kommunevej og privat fællesvej. Kortet anvendes til at håndtere sondringen mellem vejklasserne ved deres drift og vedligeholdelse.
Følgende er oplyst i et høringssvar: Hvis den blinde del af Grankrogen ikke opklassificeres, og den opklassificerede vej ikke sneryddes efter klasse 2, vil Grundejerforeningen Vest blive anmodet om at iværksætte tiltag for at begrænse såvel hastighed som den gennemkørende trafik mest muligt.
Forud for høringen om opklassificering af Berberisvej/Grankrogen har Aarhus Kommune undersøgt mulighederne for at begrænse den gennemgående, motorkørende trafik. Kommunen har i den forbindelse vurderet, at en begrænsning af trafikken vil medføre en uhensigtsmæssig trafikal løsning. Dette skyldes bl.a. Berberisvejs rolle som skolevej og vigtigheden af hensigtsmæssig trafikafvikling for Skødstrup Skole.
Kommunens vurdering af en eventuel vejlukning fremgår af det trafiknotat, der er blevet udarbejdet forud for høringen om opklassificeringen af de berørte vejstrækninger. Notatet er vedlagt som bilag 2. Vurderingen af muligheden for at lukke Berberisvej fremgår særligt af side 9 og 10.
Aarhus Kommune agter at snerydde den opklassificerede strækning efter klasse 3.
Lovgrundlag
Opklassificeringen af Grankrogen og Berberisvej fra private fællesveje til kommuneveje foretages efter § 15 i Bekendtgørelse af lov om offentlige veje m.v. LBK nr 435 af 24/04/2024 (”Vejloven”). Lovteksten til den nævnte bestemmelse fremgår herunder.
§ 15. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvilke nye kommuneveje der skal anlægges, hvilke bestående kommuneveje der skal flyttes, nedklassificeres eller nedlægges, jf. § 124, og hvilke private fællesveje der skal optages som kommuneveje. Beslutninger herom skal træffes på baggrund af en samlet trafikal vurdering og må ikke kun være begrundet i økonomiske forhold.
Forud for stillingtagen til den påtænkte opklassificering er de private fællesveje vurderet ud fra § 58 i Bekendtgørelse af lov om private fællesveje LBK nr 1050 af 17/09/2024 (”Privatvejsloven”). Lovteksten til den nævnte bestemmelse fremgår herunder.
§ 58. Kommunalbestyrelsen skal mindst hvert 5. år vurdere, om en privat fællesvej har en sådan betydning for den almene færdsel, at vejen bør optages som offentlig, jf. § 15 i lov om offentlige veje.
Stk. 2. Anmoder vedligeholdelsespligtige grundejere til private fællesveje i byzone, der ved en fordeling efter § 49 er eller vil kunne blive pålagt at afholde mindst to tredjedele af de samlede udgifter til en privat fællesvejs vedligeholdelse, kommunen om det, skal kommunen gennemføre en trafiktælling til belysning af, hvor stor en del af den motorkørende trafik på vejen, der er almen færdsel. Grundejerne kan ikke stille krav om en sådan undersøgelse, medmindre der er gået mindst 4 år fra sidste trafiktælling.
Klagevejledning
Der kan klages over denne afgørelse til Vejdirektoratet. Klagen kan indsendes via elektronisk klageblanket på borger.dk à Samfund og rettigheder à Klagemuligheder à Klagemuligheder i Danmark à Klag til Vejdirektoratet over afgørelser på vejområdet.
Klagen omfatter kun retlige spørgsmål.
Klagefristen er fire uger fra modtagelsen af denne afgørelse, og klagen skal være modtaget i Vejdirektoratet inden udløbet af denne frist.
Afgørelsen kan kun indbringes for domstolene, hvis du har udnyttet din klagemulighed.