Børn og Unge sender hermed forslag om ophør af fælles skoleledelse mellem Sølystskolen og Kaløvigskolen i høring. Årsagen er, at Kaløvigskolen fra næste skoleår udvides med en ny matrikel, udskolingsklasser og flere elever, hvormed ledelsesopgaven bliver mere kompleks. Høringsfristen er søndag d. 8. nov. 2026.
Byrådet har med Budget2027-30 anmodet Børn og Unge om at fremsende en indstilling med forslag om ophør af den fælles skoleledelse og skolebestyrelse mellem Sølystskolen og Kaløvigskolen.
Baggrunden er, at byrådet ønsker at styrke og løfte skoletilbuddet for nogle af kommunens mest udsatte børn og unge med svære socioemotionelle vanskeligheder ved at etablere Kaløvigskolen som et selvstændigt specialiseret heldagsskoletilbud med egen skoleleder. Målet er at skabe bedre rammer for elevernes læring, udvikling og trivsel.
Kaløvigskolen udvides således fra kommende skoleår med en ny afdeling på Elev Skole, til også at have udskolingselever og normeres til 66 pladser modsat i dag 30 pladser. For at sikre ledelse tæt på den pædagogiske praksis på begge matrikler, og for at skolelederen ikke skal lede på tre matrikler, foreslås ophør af den fælles skoleledelse.
Forslaget indebærer således, at den fælles skoleledelse og fælles skolebestyrelse mellem Sølystskolen og Kaløvigskolen ophører pr. 1. juni 2027.
Efter høringsperiodens afslutning udarbejdes en byrådsindstilling, som forventes behandlet i byrådet i januar 2027.
Eventuelle spørgsmål kan sendes til admin-sekr-groendalsvej@mbu.aarhus.dk
H2112