En park, der bygger på ideen om at bevare og udvikle det østlige område langs lystbådehavnen på Aarhus Ø som et område uden yderligere bebyggelsesmæssig fortætning.
Derimod udnyttes rummet langs kajen, så der bliver plads til en rekreativ park, der forbinder området mellem de nye bebyggelsesstrukturer på Aarhus Ø og Aarhus Lystbådehavn.
Parkens promenade strækker sig fra Nørreport og Bestseller frem til lystbådehavnen. Herfra følger den lystbådehavnens østside i fuld bredde frem til det nye Sejlsportscenter.
For at skabe nye rammer, som dækker behovet for flere af byens borgere må fremtiden bygge på den ånd, aktivitet og identitet der allerede er på lystbådehavnen.
Derfor må de nuværende funktioner bevares og indarbejdes, som en integreret del af parkens liv.
Den formmæssige og strukturelle idé er at skabe en bølgende bevægelse, som beretter om den østjyske kystlinje.
Langs hele den lange parkpromenade anlægges en kurvet og frodig grøn kant, som former promenadens intime pladsrum. Sanseoplevelser, ophold, kunst, leg kan indarbejdes i denne bevægelse, så der fremkommer en rekreativ, grøn og arkitektonisk hovedide.