Som beboere på Lindå Møllevej og nabo til nr. 7 igennem 50 år, har jeg haft min daglige gang
omkring og på gården. Det har været en fornøjelse især i de første mange år.
Da den tidligere ejer ikke havde overskud og kræfter til at vedligeholde ejendommen, begyndte
den stille og roligt at forfalde, og især i de senere år har ejendommen forandret sig fra at være et
aktiv for byen til stille og roligt at forandre sig til en faldfærdig “ruin”. Ruin er en stærk betegnelse,
det erkender jeg, men når murene vælter ud på gårdspladsen og stolperne i bindingsværket er
rådnet og har mistet bæreevnen med fare for sammenstyrtning, så er ruin ikke en helt forkert
betegnelse.
Derfor forstår jeg ikke forslaget til den bevarende lokalplan for Lindå Møllevej nr. 7, og forbuddet
mod nedrivning. Min vurdering er, at en renovering af ejendommen vil kræve meget store
investeringer, som ingen privatperson vil være interesseret i at afholde, hvis ejendommen skal
bevares.
Huse og ejendomme i byen er løbende blevet renoveret og vedligehold, og bybilledet har gennem
tiden ændret sig. Min ejendom stammer eksempelvis tilbage fra først i 1700 tallet, men var udtjent
og blev revet ned i slutningen af 1800 tallet, hvor den nuværende bygning efterfølgende blev
opført.
Bygninger har deres tidsperiode og bybilledet ændre sig igennem tiden. Derfor ser jeg ikke en
nedrivning af Lindå Møllevej nr. 7 i dens nuværende stand som et tab for byen.
Generelt fremstår husene i byen idag velholdte, og en ny ejendom opført med respekt for stilen og
byggeskikken i byen, vil efter min mening være et aktiv for byen.
Som nævnt i lokalplanen er det forbundet med udgifter for kommunen, hvis kommunen skal
overtage ejendommen med vidersalg for øje. Som skatteborger her i kommunen, vil jeg opfordre
til, at disse eventuelle udgifter bliver anvendt til bedre formål, til gavn for borgere i kommunen.