Forslag til Støjhandlingsplan 2024
Støj fra Herredsvej, mv.
Dét dokument, som ligger til grund for denne høring om støj, er udarbejdet på et meget generelt plan. Hele Herredsvej er rødmarkeret som værende støjplaget i minimum én af illustrationerne. Men samtidig er hele Herredsvej grønmarkeret i en anden illustration, fordi kommunen tidligere har lavet støjtiltag. Efter min vurdering er sidstnævnt illustration dog stærk misvisende, idet det reelt jo kun er max. to hundrede meter af Herredsvej, som fik en støjmur for et par år siden. Alle de øvrige beboere, som bor ud til Herredsvej, lever fortsat i et støjhelvede.
Støjen og osen fra tusindvis af køretøjer på Herredsvej er vokset markant i årenes løb. Den nordlige ende af Herredsvej er endt med at blive en gennemkørselsvej mellem to store trafikårer, nemlig Hasle Ringvej og Paludan Müllervej. Både biler, varevogne og lastvogne med anhængere. Beboerne helt ud til Herredsvej i fx etageblokkene er dagligt stærkt generet af støj og rystelser fra de mange køretøjer. Støjniveauet er selvsagt ekstra grelt i myldretiden.
Jeg har boet på en sidevej til Herredsvej i knap 15 år, og trafikken på Herredsvej er blevet væsentligt forøget i den årrække. Især da AUH blev udvidet af flere omgange.
Jeg bor selv i ”midten” af den ”trekant”, som udgøres af henholdsvis Hasle Ringvej, Paludan Müllers Vej og Herredsvej. Og selv om jeg har min. 200-300 meter til hver af disse veje, så hører jeg jævnligt støj fra disse store trafikårer. Det virker som om, at kommunen ikke har tænkt på beboerne, da man gjorde Herredsvej og Paludan Müllersvej til lige så vigtige trafikårer for afviklingen af trafikken som den i forvejen trafiktunge Hasle Ringvej. Ydre Ringvej har vi haft i mange år, men at de to øvrige veje skulle ende med at blive så trafiktunge, som det er tilfældet, er vanvittigt, fordi der bor tusindvis af mennesker lige op og ned af de to veje. Både i parcelhuse, rækkehuse, og etageejendomme.
Tanken om at indsætte BRT-baner på Herredsvej vil kun øge de massive trafik- og støjproblemer, som der allerede er i området. Selv om hastigheden måske vil blive nedbragt automatisk hvis to vejbaner på Herredsvej måtte blive delvist inddraget til BRT-busser, så vil konsekvensen være massiv kø-kørsel og måske endda mange køretøjer, som bare kører i tomgang. Og dette vil være støjgenerende, men også miljømæssigt uacceptabelt i forhold til de mange tusind beboere, som bor i området. Allerede i dag er det en udfordring at kunne forlade stikvejene til fx Herredsvej uden at sætte eget eller andres liv på spil.
Hastigheden på Herredsvej bør nedsættes ligesom det netop er sket på Lystrupvej i Risskov. Beboere med boliger tæt på Lystrupvej er lykkedes med at få hastighedsbegrænsningen nedsat fra 60 km/t til 50 km/t med henvisning til store støjproblemer i området. Det interessante er her, at Herredsvej og Lystrupvej på mange måde minder om hinanden, idet der ligger boliger tæt på vejen begge steder, ligesom der også færdes mange bløde trafikanter begge steder. Trafikmængden på Herredsvej er dog væsentligt højere end på Lystrupvej, så alt taler for, at kommunen også bør sætte ind med trafikmæssige tiltag i Aarhus Vest. Nedsat hastighed på Herredsvej (og opsatte chikaner, som tvinger alle køretøjer til at nedsætte farten) må være vejen frem for at nedbringe støj, luftgenér og rystelser i boligerne.
Som en sidebemærkning vil jeg rette opmærksomheden på, at beboere på fx Snogebæksvej og Trillegårdsvej ikke blev hørt, da Aarhus Kommune anlagde en støjmur på Herredsvej (ved Januarvej og Februarvej) for et par år siden. Samme beboergruppe blev heller ikke hørt, da kommunen uden forvarsel lavede en spærring midt på Herredsvej, så beboere på Snogebæksvej ikke længere kunne dreje til venstre, når de skulle hjemmefra, men blev tvunget til at dreje til højre (mod nord) og derfor i mange tilfælde blev sendt ud på en større omvej ad Paludan Müllers Vej for at kunne køre mod fx Åbyhøj, Viby eller sågar Aarhus C. Jeg håber inderligt, at kommunen vil lade ALLE borgere komme til orde, inden den iværksætter nye trafikmæssige tiltag i mit lokalområde (og ikke kun lytter til et lille udsnit af beboerne).
Download høringssvar som pdf