Gå til hovedindhold
Forslag til Støjhandlingsplan 2024

Støjhandlingsplan

18. april 2024
Aarhus Kommune
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Teknik og Miljø
”Høringssvar Støjhandlingsplan 2024”


Harlev Fællesråd takker for muligheden for at afgive vores høringssvar vedrørende Støjhandlingsplan 2024.

Harlev Fællesråds vision er at arbejde for at støtte en bæredygtig og helhedsorienteret udvikling af Harlev og omegn, så området fortsat er et attraktivt sted at leve og bosætte sig. Desværre er mange borgere i særligt Harlev, Gl. Harlev, Tåstrup, Lillering, Framlev og Labing allerede nu plaget af trafikstøj og med udsigt til endnu mere trafikstøj i de kommende år.

Som en lokal frivillig organisation ønsker vi at understrege betydningen af at tage trafikstøjen alvorligt og udtrykke vores bekymring for de stadigt stigende støjgener fra primært Silkeborg-motorvejen og Stillingvejen (rute 511).

Harlev Fællesråd har gennem det sidste årti i samtlige afgivne høringssvar vedr. udbygning af boligområder, Planstrategier, udvikling af erhvervsområde, udbygning af E45 osv. gjort opmærksom på trafikstøjen. Vi har holdt møder med Teknik & Miljø og Vejdirektoratet om trafikstøj, men desværre alt sammen uden effekt. Det er ofte komplicerede problemstillinger, og det kræver derfor at Aarhus Kommune går aktivt ind sagerne og er tovholder i dialog med lodsejere, Vejdirektorat, politiet mm for at løse støjproblemerne. Som frivillige medlemmer af et Fællesråd er vi ikke alene i stand til at løfte byrderne.

Hvis trafikstøjen i Harlev og omegn skal reduceres til acceptabelt niveau, indebærer det en samlet løsning på flere problemer, som involverer samtænkning af Genvejen, Stillingvejen og Silkeborg-motorvejen:

1. Dels en helt overordnet stillingtagen til Stillingvejens fremtid ifm. boligudbygningen øst for Stillingvejen og ikke mindst ifm. etableringen af erhvervsområde/tørhavn på nordsiden af motorvejen ved Framlev/Hørslev. Som Harlev Fællesråd har gjort opmærksom på af mange omgange er det ikke en holdbar løsning at etablere et erhvervsområde nord for motorvejen med måske hundredvis af daglige lastbiltransporter op og ned af Stillingvej med bebyggelser på begge sider. Dels vil det skære selve byen Harlev op i 2 halvdele, dels bliver trafikstøjen og trafikmængden ulidelig. Herudover fungerer Stillingvejen som aflastningsvej for E45-motorvejen ved uheld, hvilket ikke gør støjproblemerne mindre.

Måske skal Stillingvejen sløjfes helt og trafikken ledes ud på E45? Måske skal hastighedsgrænsen sænkes til 50km/t? Måske skal lastbiler forbydes på strækningen forbi Harlev og Tåstrup og henvises til motorvejen? Harlev Fællesråd er åbne for mange løsninger, der tilgodeser både eksisterende og kommende beboere og mindsker støjproblemerne.

Harlev Fællesråd er i den forbindelse meget åben for en tilkørsel på Silkeborg-motorvejen ved Skovby øst, som kan bruges til afvikling af trafikken fra det kommende erhvervsområde ved Framlev/Hørslev, så den tunge trafik IKKE benytter Stillingvejen. Det vil aflaste Stillingvejen, mindske trafikstøjen herfra og lede trafikken ud på motorvejen som kan afskærmes og støjdæmpes.



2. Hvad stiller vi op med støjen fra Silkeborg-motorvejen? Den lovede støjskærm ved Lillering ved motorvejens etablering er aldrig blevet en realitet og siden åbningen er trafikmængden omtrent fordoblet og dermed også støjen. Vejdirektoratet ønsker ikke at bidrage med en løsning og Aarhus Kommune henviser blot til Vejdirektoratet.
Når E45 er udbygget stiger trafikmængden forventeligt også på Silkeborgmotorvejen og dermed trafikstøjen i særligt Harlev og Lillering. Hvilke tiltag forestiller Aarhus Kommune sig er mest effektive til reduktion af trafikstøjen? Som Fællesråd ser vi gerne at Aarhus Kommune går mere aktivt ind i sagen og bidrager til en løsning sammen med Vejdirektoratet.

3. Afslutningen af Genvejen’s vestlige ende (øst for Harlev) virker tilfældig og uafsluttet og giver masser af unødig trafik forbi Harlev Mølle og Gl. Harlev og videre ud på Stillingvejen. Området omkring Harlev Mølle og Gl. Harlev er i sig selv en selvstændig problemstilling, da vejen og områdets beskaffenhed er helt og aldeles uegnet til så meget trafik, men hvor der ikke er en løsning i sigte. Harlev Fællesråd ønsker at trafikafviklingen fra Genvejen tages med i den overordnede løsning af trafikproblemerne på Stillingvejen.


Harlev Fællesråd er ikke professionelle udi dæmpning af trafikstøj, men bakker op om allerede kendte tiltag med effekt dvs.

1. Fremme af grøn omstilling: Vi opfordrer kommunen til at prioritere grønne transportformer såsom kollektiv trafik og sammenhængende cykelstier for at reducere den samlede trafikstøj, herunder en løsning der gør Brabrandstien farbar for cyklister året rundt.
2. Hastighedsnedsættelser: Hastighedsnedsættelser på strækninger omkring Harlev på Stillingvejen og Silkeborgmotorvejen kan mindske støjniveauet og samtidig forbedre trafiksikkerheden.
3. Støjafskærmning og støjisolering: Hvor det giver mening opfordrer vi til, at der iværksættes tiltag til støjafskærmning og støjisolering af boliger langs støjbelastede veje bl.a. med overskudsjord fra det nye boligområde. Men endnu bedre vil selvfølgelig være at dæmpe kilden til støjen.
4. Fortsat inddragelse af borgere og Fællesråd: De lokale beboere ved, hvor problemerne er størst og kan eventuelt komme med løsningsforslag.


Harlev Fællesråd står gerne til rådighed for yderligere uddybning af kommentarerne ovenfor og håber at vores støjgener bliver taget alvorligt.


Med venlig hilsen
På vegne af Harlev Fællesråd

Formand for fællesrådet
Merethe Jelsbak Raundahl

Formanden for erhverv og infrastruktur
Carsten Dam Hyldal
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Merethe Jelsbak Raundahl

Indsendt

19/04/2024 17:00

Sagsnummer

HS5803323

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Trafik og transport
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H826