Forslag til Støjhandlingsplan 2024
Støjgener Giber Ringvej ved Mårslet Syd
Jeg har følgende bemærkninger i forhold til støjdæmpning af Giber Ringvej ved Mårslet Syd:
1. Støjværn er nødvendig. Støjen er meget værre end det, vi beboere blev stillet i udsigt. Dels blev der ikke bygget en støjvold, dels blev vejen ikke gravet ned, dels blev vejen pga. grundvandsproblemer tværtimod hævet op på en slags dæmning. Alle tre dele har gjort støjen meget værre end beregnet. Støjens gener er afhængig af vejr og vindretning. Ved regnvejr eller våd vejbane er der altid støj, uanset vindretning. Ved vind fra vest eller syd (vel 80-85 af tiden) er støjen meget slem hos os. Det er selvfølgelig værst udenfor, men også især på vores 1. sal generer støjen.
2. Der bør ubetinget bygges en regulær støjvold eller et anlæg med støjværn på stykket mellem rundkørslen ved Mårslet Syd og rundkørslen ved Obstrupvej. Det er for mig at se det mest udsatte stykke
3. Støjværnet bør suppleres af hastighedsnedsættelse på ovennævnte stykke, da det ville kunne reducere støjen en smule, men dog mærkbart
4. Støjværnet bør suppleres af støjdæmpende asfalt. Det var vi blevet lovet, men i stedet blev der lagt en såkaldt "miljørigtig" asfalt, som tværtimod er mere støjende end traditionel asfalt. Omlægning til støjreducerende asfalt ville også kunne betyde en smule forbedring
5. Man kunne formode, at en stigende andel af el-biler ville reducere støjen, men der sker faktisk det stik modsatte. El-bilers motorer støjer ganske vist mindre end traditionelle motorer. Men støjen er ikke primært fra motorer, men kommer fra dækfriktion på vejen. Og her er el-bilerne værre, idet de er tungere end traditionelle biler. Sammenholdt med fravalget af den lovede støjdæmpende asfalt har det væsentligt forværret støjgenerne
6. Trafikmængde. Giber Ringvej har været en succes! Trafikmæssigt. Den estimerede trafikmængde på Giber Ringvej har allerede nu overtrumfet forventningerne til 2030-forudsigelserne. Dermed er der langt mere støj end forventet i kommunens beregninger.
7. Udover den daglige gene er der de helbredsmæssige konsekvenser af at leve i daglig støj. Det er et ansvar, som påhviler Aarhus Kommune, ikke mindst når så mange borgere og eksperter har gjort opmærksom på problemet, og da Aarhus Kommune i strid med egen retningslinjer ignorerer borgernes krav på at få den støjreduktion, som vi er blevet lovet.
Med venlig hilsen og i håbet om snarlig reaktion fra Aarhus Kommune.
Download høringssvar som pdf